søndag den 28. november 2010

Vera ved verdens ende er derude ...

Jeg har desværre endnu ingen forside at vise, men kassen med frieksemplarer på mit gulv taler sit eget sprog. Vera ved verdens ende er udkommet!
   Glæder mig til at vise Leo Scherfigs fine forside i en ren og tydelig gengivelse. Har prøvet at fotografere den, men det fine blanke får mobilkameraet til at se genskin og jeg ved ikke hvad ...
Synes alligevel, det skal fejres, så her er bagsideteksten - og til de udholdende - fortsættelsen på et af mine tidligere indlæg med uddrag ...

Fra bagside: Vera Bernadette Von Guldsten har helt opgivet sin drøm om at være superhelt og få en lillebror. I stedet er hun sammen med sin far flyttet til "Verdens ende" for at gå i en ny skole og passe et gammelt og meget besværligt fyrtårn.
En dag, veras far er sejlet ud for at tage garn ind fra havet, og vera er alene hjemme, er det pludselig begyndt at storme og tordne. Vera vil bare lige gå op i fyrtårnet for at holde udkig efter ham. Og så begynder der at ske mærkelige ting... 


Uddrag fra side 27-31

"Det småregnede nu. Tordenen var nået langt forbi odden og byen, men himlen var stadig dækket af tykke mørke skyer fra den ene horisont til den anden. Solen var vist gået ned for længst, og ingen stjerner kunne ses. Hvis man ikke lige vidste det, ville man slet ikke kunne se, hvad der var øst og hvad der var vest.
   Vera rejste sig og rystede sit våde hår og samlede sine briller op fra jorden. Hun kunne mærke, der var noget galt og kiggede op mod fyret. Det var holdt op med at virke. Så var det da ikke så mærkeligt, at hendes far ikke kunne finde hjem. Hun måtte skynde sig op i tårnet og få det i gang igen.
    Hun havde lige nået hen til døren, da hun hørte lyden af en bil i på den anden side af huset. Gruset knirkede og motoren slukkedes. Og nu lød der skridt op ad deres trappe til hoveddøren. Måske var det en, der havde set, at fyret ikke virkede.
   Vera skyndte sig rundt om hjørnet og hen mod trappen, hvor en stor mand med arbejdstøj og en hvid krans af hår stod på trappen.
   ”Hvad er den af med fyret?” sagde han og pegede op mod den mørke silhuet af tårnet. ”Nu har det ellers gået godt så længe.”
   ”Ja, det skal repareres. Jeg skal lige til at ordne det,” sagde Vera.  
   ”Du? Skal DU ordne det? Hvorfor ikke din far?” Manden så betuttet på Vera og fik dybe rynker i sin pande, der skinnede blankt i mørket.
   ”Han er på havet og kan vist ikke lige finde hjem,” sagde Vera. Det var jo sådan nogenlunde dét, hendes mor havde fortalt hende.
   ”Kan han ikke finde hjem? Jamen så må vi jo have nogen ud efter ham. Er du alene her?” Manden gik hen mod sin bil og tog en værktøjskasse op af bagagerummet.
   ”Nej, nej, min mor er her faktisk også,” løj Vera.
   ”Må jeg ikke lige snakke med din mor så? Har hun sendt nogen ud at lede efter din far?”
   ”Ja, ja, det har hun, og jeg tager jo af sted om lidt. Og jeg tror, at min mor ligger og sover middagslur,” sagde Vera og lukkede døren op for at hente lidt mad og drikke til turen i køkkenet.
   ”Skal DU af sted efter din far?” Nu var manden endnu mere betuttet, og hans hage hang næsten nede på brystet. Det skal du da vel ikke selv?”
   ”Jo, det skal jeg,” sagde Vera og satte hænderne i siden. ”Men du tager min tid, så farvel!”
   ”Nej ved du hvad, det må jeg vist lige snakke med din mor om, det her.”
    Nu måtte Vera være snu.   
  ”Jeg skal nok vække hende, så kan du måske få fyret til at virke imens?”
  Manden kløede sig på issen. ”Hmjaaaa, det kan vi jo godt sige. Og du render ingen steder så længe.”
   ”Nej nej, rolig nu. Jeg sagde jo lige, at jeg skulle vække min mor, ikke?”
   ”Godt så.” Manden rystede lidt på hovedet og gik gennem mørket mod fyrtårnet.
   Vera vidste jo godt, hvad der ville ske, hvis det blev opdaget, at hun var alene tilbage i huset, og hvis hendes far ikke kom tilbage lige med det samme.
   Der ville komme en skrap dame efter hende. Hun ville blive sendt på børnehjem. Og det havde hun overhovedet ikke lyst til. For det første ville hun ikke kunne sidde under sin mors billede i fyrtårnet længere. For det andet var det jo der, Peter, klassens virkelig frække dreng, boede.
   Nej, hun måtte se at komme af sted. Og helst inden fyret begyndte at lyse igen, så ingen bemærkede hende."

fredag den 26. november 2010

De ti mest almindelige spørgsmål til forfatteren


Ja, så kom boldene hoppende tilbage. Kørte i går sammen med mine børnebogsforfatterkolleger Ida-Marie Rendtorff, Daniel Zimakoff og Benni Bødker næsten 700 kilometer fra København til Blåvandshuk og mødte de syv klasser, som jeg gennem de sidste tre uger har arbejdet i forfatterpingpong med. Det er fine sager, jeg har fået fra dem, meget spændende, levende fortsættelser til mit oplæg, som jeg ved, jeg ikke havde gjort nemt ved at skrive det ind i gammel tid - OG køre fortællestemmen i nutid.  
Det har været en fornøjelse at læse deres historier, men det var så sandelig også en fornøjelse endelig at møde dem alle sammen face to face. Skulle råbe dem op i en enorm aula uden mikrofon, men de hørte vist det vigtigste, og bagefter var der omkring tyve drenge, der skulle have min autograf på deres arm - og lige så mange piger, der skulle have mig til at skrive hilsner i deres medbragte bøger og tegnemapper. 
 Vi havde til sidst en lang spørgerunde. De havde forberedt sig godt. Her er et par af klassikerne, som jeg har fået før, også i den østlige del af landet, og som jeg også kan høre går igen hos de andre. Kan ske, det kan virke som inspiration, hvis du selv skulle rende ind i dit forfatteridol en dag :-)

-Er du rig?
-Hvad laver du i din fritid (jeg skriver!)
-Kan du gå i fred på gaden?
-Har du dyr?
-Har du en kæreste?
-Hvilken bil har du?
-Hvor lang tid tager det at skrive en bog?
-Skriver du om dine børn?
-Hvem er din yndlingsforfatter?
-Hvilken af dine bøger er du mest glad for?

Fik desværre ikke set det fine Blåvandshuk Fyrtårn. Det må blive næste år, hvor jeg vender tilbage og håber, at jeg kan svare mere positivt på spørgsmål 1 og 6







lørdag den 13. november 2010

Melder: Alt godt på Forum

Bortset fra alt for mange mennesker, alt for spidse albuer, alt for hårde hæle oven på mine tæer og fremmed ånde i nakken - OG bortset fra at min timing til diverse programsatte oplæsninger var ualmindelig dårlig (jeg ringede fx på AnneMarie Donslunds mobil midt i hendes oplæsning for at spørge, hvornår hun læste op, ups!), SÅ HAR det været en god dag på BogForum. Jeg nåede  på en eftermiddag en masse fede stande, fik spist frokost med Johanne, sagt hej til Inger Tobiasen og snakket omslag til Pjok og Petrine 11 - og da jeg så endelig fandt Anne-Marie, drak vi en fadøl i den lille pub nede i det nordlige hjørne og sagde bagefter tillykke til Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss med deres nye smukke Peter og Postbudet på Fahrenheits stand.

 Alle mine serier stod på Gyldendals fine rondeller. Hermed dokumenteret:


Willi serien

Pony & Co. Omslag: Jan Solheim

Cornelius Krut. Kirsten Sonne Harild og Jan Solheim

 
Pjok og Petrine. Illustration: Inger Tobiasen



Min Vera ved verdens ende var akkurat lige kommet fra tryk i to eksemplarer (jeg fik det andet med hjem i tasken). Mere om den inden længe ...

Omslag: Leo Scherfig


fredag den 12. november 2010

Pjok og Petrine på vej mod de 10

Nye tegninger til Pjok og Petrine 10. Farlig ferie

Ja, så er der kommet dejlige tegninger på Pjok og Petrine #10 fra tegneren Inger Tobiasen.
Serien, som jeg startede op i 2008, kører heldigvis stadig i bedste velgående  og i flere oplag - og den er meget populær hos piger fra 5-9 år, siger de, der følger salget.
Ikke så få mails får jeg fra mødre, som glade fortæller mig, at det er deres døtres første rigtige læs-selv-bøger. En ærefuld plads at have i nye læsehestes liv, synes jeg.
Petrine selv er ni år. Hun hader heste, men vinder en pony i et stort dyrskuelotteri, og sådan en skal jo passes og fodres ...

Pjok og Petrine 9. I dyb sne

Fortællingerne har jeg prøvet at gøre til enkle, sjove, hverdagshistorier med en god portion spænding og uhygge i baggrunden. Som fx i  9'eren, hvor Petrine og hendes veninde´Sarah  bliver overrasket af snestorm og farer vild på deres ponyer. Eller i Pjok og Petrine 4. Et føl ved navn Fiona, hvor Petrine render ind i et islandsk føl på afveje og slet ikke har lyst til at aflevere det tilbage til sin ejer ...

Pjok og Petrine 4. Et føl ved navn Fiona

Hvis alt går vel, regner jeg med at lave et par stykker mere ... måske flere. Elsker jo den serieskrivning, heldigvis. Og hvem ved, måske er Pjok Petrine en af de serier, man får smidt i nakken om 30 år til en 50'er stykket - med sloganet: Den gode gamle serie  fra dengang din mor var hestepige!