mandag den 13. januar 2014

"Fanny flytter" Ny serie


Jeg udgiver i midten af februar det første bind i en ny lille serie - "Fanny flytter" - på Gyldendal.
 
12-årige Fanny har i mange år levet en tryg og hyggelig tilværelse alene sammen med sin mor i en villa på Fredriksberg. Og så pludselig en tåget dag i påsken står hun på det østligste Bornholm - "Solskinsøen" (?) ved et faldefærdigt parcelhus mellem en pløjemark og en koteletgrund sammen med sin nye papfar og hans to 11-årige tvillingesønner.
   Er Fanny blevet spurgt? Nej!
   Og er hun begejstret?  Nej!
   For hendes mor er blevet forelsket og venter barn med sin nye kæreste. 
   Men det bliver heller ikke den rosenrøde "familiesammenføring", som hendes mor har drømt om. Udsigten i udestuen mangler, fordi ruderne er punkterede og flyttekasserne tårner sig op. Der er mere kattelort end sand i sandkassen. Naboen bruger flittigt sit overvågningstårn og har en hane, der galer hele natten ... Og de to papbrødre, som Fanny synes minder mest om et tohovedet monster med hårvoks i røven, har hemmelige dyr på værelset ...
   Fanny fortæller selv, historien rummer både barokke alvorlige situationer, og heldigvis er øens eneste punker Bob også i nærheden til at vise Fanny nye veje på den afsides ø ...
   Glæder mig virkelig til at sende hende ud i verden ... 
   Jan Solheim har tegnet og designet det fine omslag.
  
Omslagillustration- og design af Jan Solheim

Ingen kommentarer: