torsdag den 24. januar 2013

Endnu en fin anmeldelse til western

 
 
"Ondt Guld", den fjerde i Jan Solheims og min egen westernserie Død eller levende er udkommet - og anmeldt i Weekendavisen. Den femte i serien hedder Blodbrødre og er både skrevet og tegnet og er sendt med ponyekspress til trykkeriet for et par uger siden. Udkommer snart!
 
 
 
 
 
 
 
Hold fast i sadlen
 
 
Weekendavisen 11. januar 2013, faktisk, side10
 
 
Kirsten Sonne Harild og Jan Solheim: Død eller levende! 4. Ondt guld. 98 sider. 130 kr. People ' sPress jr.
 
 
Jim og Josh, litteraturens yngste cowboys, er draget ud for at hævne det koldblodige dobbeltmord på deres fædre. En lang og barsk rejse for to drenge på kun 11 og 13 år.
Men hvad man ikke dør af, det bliver man stærkere af, og begge vokser lidt for hver gang, de må trække deres revolver eller tage benene på nakken i kampen for overlevelse.
Nu står de for første gang ansigt til ansigt med den mand, de er på jagt efter. En mand, som slet ikke er den, de troede, han var, med et motiv, de aldrig i deres vildeste fantasi havde forestillet sig.
Det er stadig forrygende svedig westernlæsning at følge Jim og Joshs vilde ridt. Denne gang op i de sneklædte bjerge, hvor de atter får hjælp fra en uventet kant. Mange ting gentager sig i bøgerne om drengenes dramatiske rejse. Først går det godt, så går det helt galt, og til sidst aner man slet ikke, hvordan det skal gå. Og når drengene igen skændes om, hvem der er bedst, føler man sig efterhånden helt hjemme i deres selskab.
Handlingens nye, overraskende drejning gør dog, at man må gribe ekstra godt fat i sadlen for at følge med. For noget tyder på, at den rigtige historie først lige er begyndt.
Frederikke Winther.