tirsdag den 9. juni 2015

Eddus drager


Snart rejser jeg sammen med min kollega Lise Bidstrup til Hjørring Private Realskole for at sætte en temauge i gang. Temaugen har udgangspunkt i vores fælles roman,  Eddus drager, som er skrevet på baggrund af vores rejse til en favela i Rio de Janeiro sidste år.
Klasserne skal høre oplæsninger, se vores film og billeder, lære om børns vilkår og børnebanderne i Rio de Janeiro, og så skal de selv lave drager og filmatisere enkelte scener fra bogen i iMovies.
Jeg glæder mig helt vildt til at se bogen levendegjort på denne måde.


Omslag: Danielle Finster

Om romanen: I den 15-årige Eddus verden skal man enten være kriminel eller vinde i Lotto for at undslippe fattigdommen. Hans talent for at flyve med drage har ført ham ind i bandemiljøet, og Eddu vælger banden i håb om en lykkelig fremtid for sig selv og sin kæreste, Paula. Men valget er ikke omkostningsfrit, og snart står Eddu i en situation, hvor han risikerer at miste alt, hvad han har kært. Måske endda sig selv.

"Barsk og gribende socialrealistisk ungdomsroman om 15-årige Eddus tilværelse i bandemiljøet i en brasiliansk favela ..." skrev lektøren blandt andet i sin vurdering til bibliotekerne. "En roman, der rummer det hele."
Den kaldes letflydende og billedskabende i sproget, og den sammenlignes i spænding med Allen Zadoffs serie om "Boy Nobody", og i barskhed og brutalitet med Hassan Loo Sattarvandis "Belejring".