tirsdag den 25. august 2020

Sally, Glenn og Vilde Maxi 3 & 4 kan nu købes i boghandlen


Endelig er Sally, Glenn og vilde Maxi ude i butikkerne. Lydbøgerne er også kommet, og de er som de andre i serien indlæst af Ken Vedsegaard. Læs om bøgerne og find læseprøver på Alvildas hjemmeside:

http://www.alvilda.dk/udgivelse.php?isbn=9788771656367

http://www.alvilda.dk/udgivelse.php?isbn=9788771656466

De fantastiske omslag og illustrationer er tegnet af Jan Solheim

 Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.

torsdag den 13. august 2020

Sally, Glenn og vilde Maxi 6: Troldmændene er kommet fra tryk :

Den sjette bog om Sally, Glenn og den 100 år gamle, men evigt unge unge, Vilde Maxi, der bor på kostskolen Gustenborg er lige kommet fra tryk. Følger du linket kan du læse om historien og smage en prøve http://www.alvilda.dk/udgivelse.php?isbn=9788741508924
Forside og illustrationer af Jan Solheim 


mandag den 16. december 2019

Dejlig juleanmeldelse fra bibliotekat af Sally, Glenn og Vilde Maxi: Hundehypnosen og Mørkemageren

bibliotekats profilbillede
Synes godt om fra jansolheim_illustration og

lørdag den 7. december 2019

Nora bøgerne kommer snart i boghandlen

Sammen med Inger Tobiasen har jeg skabt en ny serie for de allermindste. Nora bøgerne handler om vuggestuebørns helt almindelige, genkendelige hverdag.  De to første Nora bøger kommer snart i boghandlen.

 Synes du, at du kender storebror, som får et Norakram, er det nok ikke helt forkert. Det er nemlig Willi. Kendt fra de populære Willibøger, som Inger og jeg også står bag.




fredag den 6. december 2019

Fantastisk anmeldelse fra readingraindrops.blogspot.com til Hundehypnosen og Mørkemageren, de to første bøger i serien om Sally, Glenn og Vilde Maxi

http://readingraindrops.blogspot.com/2019/10/hundehypnosen-mrkemageren-sally-glenn.html

Omslag og ill. Jan Solheim
"Hundehypnosen er første bog i serien om Sally, Glenn & Vilde Maxi. Historien foregår på kostskolen Gustenborg, hvor Sally og Glenn går. Det er et lidt uhyggeligt sted, hvor strømmen ofte forsvinder på mystisk vis, så det er svært at lave lektier eller spille computerspil, og det er heller ikke rart, når man som Glenn er mørkeræd. Glenn er et af de få forældreløse børn, der går på kostskolen, og han er selvfølgelig stadig følelsesmæssigt påvirket af, hvad der skete med hans familie.

Sallys helt store ønske er at få en hundehvalp, men det er ikke nemt at opfylde, når man går på kostskole. Hun føler sig lidt alene og udenfor blandt de andre piger. Hun synes egentlig også, at Glenn er lidt irriterende, fordi han tager hendes ting.

En mørk og stormfuld aften ankommer der pludselig en ny elev, Maximillian. Hans ankomst bliver for alvor starten på eventyret, da han formår at danne et lille trekløver sammen med enspænderne Sally og Glenn. De er fascinerede af Maxi, hvis historier og idéer næsten er for gode og skøre til at være sande. Men tilsammen danner de en klub med målet om at få en hund på skolen, hvilket selvfølgelig leder til en masse finurlige episoder i forsøget på at få det til at ske, og planer, der ikke går helt som forventet...

Bogen er fyldt med rigtig fine og søde illustrationer, som passer perfekt til handlingen. Jeg kunne rigtig godt lide karaktererne, især Maxi, der mindede mig lidt om en drengeudgave af Pippi Langstrømpe med hans umiddelbarhed og sjove påfund. Men også hans hemmeligheder og hele mystikken omkring, hvem han egentlig er, gav en virkelig interessant kant til bogen.

Stemningen er tilpas dyster takket være det konstante efterårsuvejr, de mystiske hændelser og kostskole-settingen, og det er en spændende historie, som nok mest henvender sig til det yngre publikum mellem 8 og 12 år. Bogen centrerer sig om temaer såsom først og fremmest venskab, men også ensomhed, sorg og et ønske om at høre til.

Mørkemageren er anden bog i serien, og igen er illustrationerne af Jan Solheim spot on og giver læseoplevelsen et lille ekstra pift. I denne kender Sally og Glenn nu til Maxis hemmelighed og hans baggrundshistorie. Denne gang får vi også endelig en forklaring på, hvorfor strømmen altid forsvinder og efterlader Gustenborg i mørke - for det er der nemlig en ganske særlig grund til... De tre venner sætter sig selv på sagen som detektiver, der skal opklare, hvad der foregår i den mystiske, mørke lærerlejlighed, hvor der aldrig er lys, men derimod dansende skygger.

Efterfølgeren her er endnu bedre end etteren, da det er som om, at der sker meget mere, nu hvor historien rigtigt er kommet i gang. Det er en fornøjelse at læse om børnenes eventyr og de vilde ting, de udsættes for, nu hvor der er mere magi involveret og endnu mere mystik og uhygge. Der er endda flere bøger på vej i serien, som jeg glæder mig til at læse."

smagsprøve fra Hundehypnosen finder du her: http://www.alvilda.dk/smagsproever/pdf/9788771655339.pdf#view=fit


torsdag den 3. august 2017

Natuglerne - på sporet

På sporet
læs uddrag og se tegninger fra bogen her:
 https://issuu.com/jppolforlag/docs/p___sporet_laeseproeve

Anmeldelser og omtale
 
  
-  Kids News , Vigga Skovgaard Willemoes
hvis man er vild med naturen og vilde oplevelser, bør man læse bogen.
Weekendavisen, Emil Blichfeldt
Bogen viser rigtig godt, hvordan man vokser af at få ansvar og stadig kan have det sjovt, selvom ting går galt. Natuglerne er god til højtlæsning, især for de lidt yngre, og sjov som selvlæsning, hvis du godt kan lide en historie med både hygge og fart over feltet.


Lige før sommerferien udkom Natuglerne på Politikens forlag.
Bogen handler om Sivert, der bor på Østerbro i København. Han har lige fået en gamerstol i fødsesldagsgave, men han bruger den aldrig. Han vil meget hellere udenfor.

Han bruger al sin fritid på at fantasere om, at han er med på ekspeditioner i den store barske natur uden for byen. At han snitter pinde, bygger tømmerflåder, shelters og bål – laver mad over åben ild og går med tørklæde og sover udendørs i telt og sovepose hele året ligesom klassekammeraterne Karla og Emil.

Siverts mor og far, som er seriøse bymennesker med digitale jobs, forstår sig ikke på den slags. Deres eneste naturoplevelser får de fra Robinson i fjernsynet. De har altid undgået kanoroning, fiskestænger, og pindesnitning. Men da de indser, hvor deres søn har sine drømme – at både computeren og stolen hver dag står urørt hen, og at han meget hellere vil have en dolk – får Sivert endelig lov til at prøve at komme til spejder.

Den lille patrulje af blandede blåspejdere holder til i et gammelt butikslokale på Vennemindevej. Og Sivert er så heldig, at han snart skal med spejderne af sted på weekendlejrtur på landet, langt væk fra byen. Det er hans store drøm. Og turen bliver både begivenhedsrig og overlevelsesagtig for den nyindviede spejder. Ret galt går det nemlig, da den lille flok kommer til at krydse spor med en stor militærøvelse, som finder sted i nærheden …

Spørgsmål til forfatteren





I forbindelse med udgivelse af Natuglerne og Flik Flak på Politikens forlag, har jeg svaret på spørgsmål om mit forfatterskab. Om inspiration, om hvordan det begyndte - og ikke mindst om hvordan jeg arbejder med serierne.
Du kan læse interviewet  i dette link:

http://www.politikensforlag.dk/kirsten-sonne-harild/c-216