Det er ikke for at lyde krukket og mystisk, men engang imellem har jeg altså haft den oplevelse at det, jeg skriver i mine bøger, kort efter giver en eller anden form for ekko i ude i virkeligheden.
Da jeg skrev romanen "Kampen om øen" i 2004, et eventyr, som foregår på min barndomsø Bornholm, tog jeg mig den frihed at lægge et temmelig kraftigt jordskælv ind i begyndelsen af historien. Det var jo en utænkelig situation i virkeligheden, og jeg var temmelig godt tilfreds med mit skøre, geniale påfund, men inden for tre måneder senere blev der faktisk målt jordskælv på Bornholm af typen, der enkelte steder fik glas til at klirre og billeder til at falde ned fra væggen.
"
Hele byen mærkede det: en lille knagende skurren eller buldren i jorden under deres ben, som om grundfjeldet dybt ned et ganske kort øjeblik gav sig - eller måske endda forsøgte at vende sig ... Så blev der atter stille, Mærkelig stille. Og selv om ingen umiddelbart kunne se en forandring, ville det være svært at sige at alt igen var blevet helt normalt. For i løbet af dette øjeblik ... var en af øens største kløfter blevet bredere, og den nordlige del af Bornholm rykket et lille stykke længere ud i Østersøen" (fra Kampen om øen, Gyldendal 2004)
Da Jan Solheim og jeg et par år senere skrev den første historie om Cornelius Krut, lod vi chokoladefrøerne på det gamle Galle&Jessen spille en ikke ubetydelig rolle i plottet. De blev også tegnet smukt til lejligheden. Et år senere sad jeg og skrev en lørdag formiddag og blev, da jeg kiggede op og ud ad mit vindue, vidne til, at frøerne blev fjernet, svævende gennem luften, løftet af store kraner. Det er var en sørgelig dag, da jeg mistede det blåt blinkende aftenlys i stuen, men det var også sørgeligt, at en af de vigtigste genkendelige Østerbro locations, som vi dokumenterer mange af i Cornelius bøgerne, nu måtte gå fra at være genkendelse til syret fiktion i læsernes øjne... Hvad? Chokoladefrøer på en skorsten?? Hvor får man den ide fra??
Og hold nu fast. De sidste mange morgener, hvor jeg har løbet i Fælledparken, har jeg bemærket en livlig aktivitet af maskiner og anlægsarbejdere i området omkring det nordvestlige hjørne ved Vibenshus Runddel. Mit yndlingshjørne og lige netop i dét hjørne, hvort Lulu og Cornelius har deres hemmelige hule og udtænker mange listige planer. De opholder sig, skjuler sig i den hule i stort set alle bøger, og derfor var jeg nødt til i dag at spørge en af arbejdsfolkene om, hvad planen egentlig var med al deres buldren rundt ... "Ja, det bliver jo lukket af, fordi vi skal gøre plads til metroen! var svaret".
Så nu er metroen altså på vej til at undergrave hulen i Cornelius, ligesom et it firma undergravede chokoladefrøerne i samme serie - og et virkeligt jordskælv undergravede eventyret i min tredje bog.
Jeg tror jeg, rykker min næste bog til udlandet ... eller overvejer, om der måske er en eller af anden øjenbæ af en bygning i København, jeg godt kunne tænke mig at få fjernet ...
