Jeg drømte i nat, at jeg sad i en have under et skyggefuldt træ og skrev den mest fantastiske voksenroman med små farvede plasticperler på et enormt perlepladesystem. Jeg var kommet virkelig langt, da der kom der noget og forstyrrede mig, og jeg måtte rejse mig hurtigt - og skubbede til bordet ...
Nu sidder jeg her og vakler mellem den store eksistentielle tolkning: skal jeg erkende, at jeg ER og bliver børnebogsforfatter? (ikke at jeg går og drømmer om at skrive romaner for voksne).
Og den lille praktiske tolkning: skal jeg bare sørge for at få lavet en back up på mine ting?
Og så er jeg selvfølgelig meget optaget af at komme til at huske den handling der ...
7 kommentarer:
Hvis du ikke går og drømmer om at skrive voksenromaner, er der vel ikke meget at være i tvivl om?
-Jan.
...lav ALTID backup!!!
-Jan.
Ja, tror jeg bliver i børnehøjde. OG laver back up.
:-)
Kirsten
Der er jo ikke nødvendigvis nogen, der behøver råbe:"SKOMAGER...bliv ved din..."
det er jo en ærlig snak
Jeg synes der er en kedelig tendens til at synes mindre om børnelitteratur...end den voksne.
"men du går vel med en voksenroman i maven også...selvom du skriver til børn? Den er vel dén du venter på at få skrevet i virkeligheden, ikke?"
:o)
Det er af en eller anden grund mere lødigt...
modsig mig endelig...
-Jan.
Jeg er faktisk enig i det hele, Jan. Og jeg drømmer som sagt slet ikke i virkeligheden om at skrive en voksenroman. Den er ikke i maven.
Perlepladens tilstedeværelse i nattedrømmen afslører vist også mit sande skrivejeg. Jeg er og bliver Kirsten, 5.b. Og hvis jeg engang skulle komme til at udgive en voksenroman, så vil den helt sikkert også handle om børn eller unge. Det er dér, hjertet banker.
kirsten
Send en kommentar