tirsdag den 19. april 2011

Fionas fest på vej til tryk

Jeg har lige modtaget Inger Tobiasens tegninger til Fionas fest, som er nummer 11 i min serie Pjok og Petrine (letlæste historier for 5-9-åriger piger).

Denne gang har islænderen Fiona fødselsdag. Hun fejrer det til gæsternes store forfærdelse med en lang springtur ud i sommernatten.

Og til jer, der stadig hænger på og ofte skriver og spørger ... Bare rolig! Serien fortsætter :o)



                                                           Stakkels hest :o)

 Petrine og Rikke i en sjælden trist situation

Petrine og vennerne leder efter spor

Pjok og Petrine ender altid godt

onsdag den 13. april 2011

C DAY!

Torsdag den 14. april udkommer  den endelig  - "Cornelius Krut 5. Sagen om blodsugererens børn".  

Har været helt høj af at være med til at finde på denne historie og mindst lige så høj af at se Jans tegninger, som her gives en smagsprøve på ...

Lulu i sit livs klatrescene



En container fyldt med film

Vores hjemløse superhelt Tunnel-Thomsen i fint jakkesæt


James Bond-agtige scener ved Riget


Bogens forside


Og de travle skabere på vej videre ...

Efter krimimessen



Jeg havde en fantastisk, sjov, inspirerende - og udmattende krimimesse. Her på billedet ses mit hold i fuld sving med deres krimibegyndelser. Vi sad og arbejdede i et lille rum i den store messehal, spiste frokost med alle de kendte krimiforfattere og endte med at opføre alle teksterne i mikrofon på scenen i fængslets gymanstiksal - med virkelig flot modtagelse.

Opgaven fra mig lød på så vidt som muligt at gøre brug af Horsens som lokalitet, at udstyre deres karakterer med en særhed eller et mønster, at gøre omgivelserne tydelig for læseren ved hjælp af enten lyd-, lugt, eller synsbeskrivelser - og ikke mindst at afslutte stykket med en god punch line eller cliff hanger.

Jeg var i den grad overrasket over deres krimibevidsthed. Vi snakkede om den klassiske detektivkrimi, Agatha Christies historier, engelsk land/politikrimi, medicinske krimier, Dan Brown etc.

Jeg, som ellers kom der og troede, at forbrydelserne ikke skulle overstige et lille røveri i en guldsmedeforretning måtte lige rykke min opfattelse af børn/unge og krimier, da alle som en lagde et mord ind i deres tekst. Flere af dem med morderen som fortæller ...
Resultatet blev skarpe, underholdende og virkelig elementært spændende tekster. De er sgu seje, de unge forfattere!

Ny superhelt på vej?

Mødte denne kat på rideskolen i går. Ved ikke med sikkerhed, hvad meningen var - regnslag, superheltedress ..? Men den gråstribede bar sløjfen med stor værdighed.




onsdag den 6. april 2011

Ponni & gjengen

Så er Ponni & gjengen 5 og Ponni & gjengen 1,2,3 (samlet udgave) udkommet i Norge. Det må da vist gå meget godt for min dejlige serie der oppe på toppen. Sikkert ikke mindst fordi de har beholdt de originale forsider (Jan Solheim).

De første tre bøkene samlet

Heldigvis har de ikke valgt at oversætte "Forever".
Er jeg mon en af de første der har fået et engelsk ord igennem på norsk?

søndag den 3. april 2011

Ordet er frit! Og den perfekte krimi

UPS! En sød kollega gjorde mig i går opmærksom på, at det ikke var muligt at kommentere på min blog, hvis man ikke var Google-indviet med konto og det hele.
Det er nu ændret. Kommenter glad!

OG SÅ er det på fredag, at mit krimiskriveværksted begynder. Det er sat i gang af børnebibliotekarerne på Horsens Bibliotek parallelt med den store årlige Krimimesse, og forløbet strækker sig over tre dage med undervisning og skrivning og afsluttende oplæsning på messen. Læs om kurset her

Jeg glæder mig, men begynder at frygte - efter at jeg i torsdags, da jeg stod i Irma, blev ringet op af Fyens Stiftstidende og blev spurgt, om jeg havde opskriften på den perfekte krimi - at folk har misforstået, at det er et kursus for børn og unge. Jeg gav hende et par af mine gode råd, men jeg tror lige så godt, jeg kunne have læst op af opskriften på brød på rugmelspakken, som jeg stod med i hånden. For selvfølgelig har jeg ikke opskriften på den perfekte krimi. Så var jeg jo en stinkende rig forfatter.

Lad mig derfor lige slå fast, at der ikke i klasselokalet skal skrives voksenkrimier, der skal indbringe mange penge,og der er heller ingen adgang for forklædte voksne med sko på knæene, men for seje børn og unge, der bare elsker at skrive en skidegod, spændende, uhyggelig detektivhistorie.



Jan Solheims og undertegnedes nye Cornelius Krut. Sagen om blodsugerens børn skal selvfølgelig med til Horsens.