fredag den 10. december 2010

Historien om den gode julehonningsyp!

Jeg fik sidste år den sjove opgave at skrive mine første juleerindringer til Klippeøen - et lille tidskrift for eksilbornholmere. Det er ikke særlig forfattervirksomhedsagtigt, men enkelte vil måske synes, det er sjov at læse, hvordan en gammeldags bornholmsk jul fejres (hej mor!). 
Hermed på blokken i anledning af, at dagen i dag er dagen, hvor min egen honning-syp skal tilberedes.



Sådan cirka samme tid, samme sted

 BORNHOLM BANKER PŨ
Jeg har en hjemmesyet og temmelig ofte afprøvet teori om, at de bånd, man knytter tidligt i sit liv, vil blive ved med at vende tilbage til en. De kan slumre i mange, mange år, for så pludseligt, mens man allermindst venter det, at vågne igen og banke på i ens bevidsthed.
Forleden skete det så for mig igen. Jeg fik nemlig pludselig en mail fra en kusine. En jeg ikke har set … hm, hvordan var det nu?

Min første tanke var: hvorfor har vi ikke holdt kontakt? Vi var jo nærmest tvillinger, hun og jeg, begge født på Gudhjem-kanten med mindre end 24 timers mellemrum i slutningen af januar 1962. Helt bogstaveligt under den samme snestorm.
   Min næste tanke var, at det må være 20 år siden, jeg sidst så hende.  Jeg regnede lidt på det, jo, 20 år var det. Det var hedebølge, og der var familiesommerfest på Slettegård i Østerlars. Men dette møde tæller måske ikke engang, for her var så mange mennesker, som vi skulle nå at sige goddag til, og i osen fra pattegrisen, der drejede på sit spyd, fik hun og jeg kun vekslet ganske få ord. Sådan noget i stil med: ”Nej, har du allerede 2 børn?” og ”Ja, jeg selv er gravid i fjerde måned.” 
   Så nej, de 20 år gælder ikke. Jeg må endnu længere tilbage.  Jeg må tilbage til barndommens Bornholm. Der er kun én vej nu, og den går baglæns … baglæns ind i erindringen i et frit nostalgisk fald.  På jagt efter min kusine Birgitte fra Slettegård.

Jeg lander på bagsædet af familiens lysegule Folkevogn.  Det er 1. Juledag, 1965.  Min far Poul-Erik, min mor Bodil og søster Mette-Marie og jeg kører dér i det første vintermorgenlys, fra Kildebakkestræde i Nexø, over Ibsker og Østermarie, til den gamle skole ved landevejen mellem Østerlars og Gudhjem, hvortil mine bedsteforældre, Petra og Poul Harild, var flyttet, efter at min onkel Knud havde overtaget Gadegård.  
   Vi har stort set landevejen for os selv, tidlig julemorgen er det. For hvordan skal familien Harild kunne holde ud at gå ét minut længere end til kl. 9 præcis, når bedstemors og bedstefars ristepølse og honningsyp venter?
   Min far kan i hvert fald ikke. Han har cirklet rastløs rundt i køkkenet og stuen og knipset og fløjtet siden klokken seks. Se, det er lyden af ægte julehumør og stor forventning. Og jeg er sikker på, at hans brødre, Svend, Knud og Jens har det ligesådan.
   Jeg skylder nok her at forklare, at min bedstemors ristepølse var legendarisk. Og min bedstemor, som virkelig forstod at håndtere en velbevaret julehemmelighed, passede så godt på sin opskrift, at hun - da de var holdt op med at slagte selv - handlede ind til pølsen hos flere forskellige slagtere. INGEN, hverken slagtermestre eller nysgerrige medkunder i butikkerne skulle vide præcis hvad og hvor meget, hun puttede i sin ristepølse.
   Det var skam ikke bare almindelig tomt koketteri. Den ristepølse smagte, så juleklokkerne ringede, og så alle vi børnebørn, allerede fra 3-års-alderen, opførte os mindst lige så pjattet og mindst lige så kådt og forventningsfuldt, som vores fædre, hver gang julemorgen nærmede sig.
   Nå, nå, men det er jo bare en harmløs røget pølse, tænker I nok. Og det kan en 3-årig vel nok klare. Ja, det er sandt, men DENNE pølse skulle jo smages i sine rette omgivelser: med sky og sigtebrød med andefedt til ja, og hold nu fast, bedstefars honningsyp! Det røgede smager jo bedst med det søde.
   Tilbage til julemorgen.  Vi har sat os ved det store bord i den gamle skolestue. Nede for enden står det store juletræ på bedstemors fine broderede tæppe, og kravlenisser kigger frem bag platterne på væggen. Fadene går rundt. Her dufter vidunderligt af den røgede pølse, sigtebrødet smøres, skyen dirrer, tænderne løber i vand, og honningsyp’en klukker.
   Det er her ved julemorgenbordet hos vores bedsteforældre, jeg genfinder mit bånd til Birgitte. Vi er ganske små, men nøjagtig lige store. Hun sidder her ved siden af mig. Vi har smagt vores første ristepølse, og drukket vores første lille tår honningsyp sammen, og vi er røde i kinderne og så mætte af smag, at vi næppe når at få mere end et kvart stykke rugbrød med hjemmelavet sildesalat ovenpå. Sildene - de saltstegte og alle de andre - og leverpostejen og osten (også med honningsyp) må de voksne klare. Vi kan lege imens.
   Når de voksne er færdige med at spise, tænder bedstefar juletræet, og så danser Birgitte og jeg vores første ”Så går vi rundt om en enebærbusk” sammen og bemærker begge for første gang, at drilleonklerne alle som en ikke kan lade være med at synge et ekstra ”busk,” hver gang vi når til omkvædet.
    Ja, nu kan jeg virkelig høre dem synge. Min store bornholmske familie fra Østerlars og Gudhjem: Mine bedsteforældre, Mis og William, onklerne, tanterne, fætrene, kusinerne. Jeg har Birgitte i den ene hånd og en stjernekaster i den anden.

Og nu banker Bornholm faktisk på døren … i virkeligheden. Det er Birgitte, der kommer på besøg. Vi har meget, vi skal indhente. Og selv om der i skrivende stund er længe til jul, er det vel ikke en dag for tidligt, at jeg byder på en hjemmelavet honningsyp til frokosten. Ristepølsen, som bedstemor heldigvis videregav opskriften på, er knap nok røget endnu … og i øvrigt strengt forbudt på bordet inden 1.juledag. Men der skal jo også for 43. gang siden 1965 være noget at glæde sig til.



søndag den 28. november 2010

Vera ved verdens ende er derude ...

Jeg har desværre endnu ingen forside at vise, men kassen med frieksemplarer på mit gulv taler sit eget sprog. Vera ved verdens ende er udkommet!
   Glæder mig til at vise Leo Scherfigs fine forside i en ren og tydelig gengivelse. Har prøvet at fotografere den, men det fine blanke får mobilkameraet til at se genskin og jeg ved ikke hvad ...
Synes alligevel, det skal fejres, så her er bagsideteksten - og til de udholdende - fortsættelsen på et af mine tidligere indlæg med uddrag ...

Fra bagside: Vera Bernadette Von Guldsten har helt opgivet sin drøm om at være superhelt og få en lillebror. I stedet er hun sammen med sin far flyttet til "Verdens ende" for at gå i en ny skole og passe et gammelt og meget besværligt fyrtårn.
En dag, veras far er sejlet ud for at tage garn ind fra havet, og vera er alene hjemme, er det pludselig begyndt at storme og tordne. Vera vil bare lige gå op i fyrtårnet for at holde udkig efter ham. Og så begynder der at ske mærkelige ting... 


Uddrag fra side 27-31

"Det småregnede nu. Tordenen var nået langt forbi odden og byen, men himlen var stadig dækket af tykke mørke skyer fra den ene horisont til den anden. Solen var vist gået ned for længst, og ingen stjerner kunne ses. Hvis man ikke lige vidste det, ville man slet ikke kunne se, hvad der var øst og hvad der var vest.
   Vera rejste sig og rystede sit våde hår og samlede sine briller op fra jorden. Hun kunne mærke, der var noget galt og kiggede op mod fyret. Det var holdt op med at virke. Så var det da ikke så mærkeligt, at hendes far ikke kunne finde hjem. Hun måtte skynde sig op i tårnet og få det i gang igen.
    Hun havde lige nået hen til døren, da hun hørte lyden af en bil i på den anden side af huset. Gruset knirkede og motoren slukkedes. Og nu lød der skridt op ad deres trappe til hoveddøren. Måske var det en, der havde set, at fyret ikke virkede.
   Vera skyndte sig rundt om hjørnet og hen mod trappen, hvor en stor mand med arbejdstøj og en hvid krans af hår stod på trappen.
   ”Hvad er den af med fyret?” sagde han og pegede op mod den mørke silhuet af tårnet. ”Nu har det ellers gået godt så længe.”
   ”Ja, det skal repareres. Jeg skal lige til at ordne det,” sagde Vera.  
   ”Du? Skal DU ordne det? Hvorfor ikke din far?” Manden så betuttet på Vera og fik dybe rynker i sin pande, der skinnede blankt i mørket.
   ”Han er på havet og kan vist ikke lige finde hjem,” sagde Vera. Det var jo sådan nogenlunde dét, hendes mor havde fortalt hende.
   ”Kan han ikke finde hjem? Jamen så må vi jo have nogen ud efter ham. Er du alene her?” Manden gik hen mod sin bil og tog en værktøjskasse op af bagagerummet.
   ”Nej, nej, min mor er her faktisk også,” løj Vera.
   ”Må jeg ikke lige snakke med din mor så? Har hun sendt nogen ud at lede efter din far?”
   ”Ja, ja, det har hun, og jeg tager jo af sted om lidt. Og jeg tror, at min mor ligger og sover middagslur,” sagde Vera og lukkede døren op for at hente lidt mad og drikke til turen i køkkenet.
   ”Skal DU af sted efter din far?” Nu var manden endnu mere betuttet, og hans hage hang næsten nede på brystet. Det skal du da vel ikke selv?”
   ”Jo, det skal jeg,” sagde Vera og satte hænderne i siden. ”Men du tager min tid, så farvel!”
   ”Nej ved du hvad, det må jeg vist lige snakke med din mor om, det her.”
    Nu måtte Vera være snu.   
  ”Jeg skal nok vække hende, så kan du måske få fyret til at virke imens?”
  Manden kløede sig på issen. ”Hmjaaaa, det kan vi jo godt sige. Og du render ingen steder så længe.”
   ”Nej nej, rolig nu. Jeg sagde jo lige, at jeg skulle vække min mor, ikke?”
   ”Godt så.” Manden rystede lidt på hovedet og gik gennem mørket mod fyrtårnet.
   Vera vidste jo godt, hvad der ville ske, hvis det blev opdaget, at hun var alene tilbage i huset, og hvis hendes far ikke kom tilbage lige med det samme.
   Der ville komme en skrap dame efter hende. Hun ville blive sendt på børnehjem. Og det havde hun overhovedet ikke lyst til. For det første ville hun ikke kunne sidde under sin mors billede i fyrtårnet længere. For det andet var det jo der, Peter, klassens virkelig frække dreng, boede.
   Nej, hun måtte se at komme af sted. Og helst inden fyret begyndte at lyse igen, så ingen bemærkede hende."

fredag den 26. november 2010

De ti mest almindelige spørgsmål til forfatteren


Ja, så kom boldene hoppende tilbage. Kørte i går sammen med mine børnebogsforfatterkolleger Ida-Marie Rendtorff, Daniel Zimakoff og Benni Bødker næsten 700 kilometer fra København til Blåvandshuk og mødte de syv klasser, som jeg gennem de sidste tre uger har arbejdet i forfatterpingpong med. Det er fine sager, jeg har fået fra dem, meget spændende, levende fortsættelser til mit oplæg, som jeg ved, jeg ikke havde gjort nemt ved at skrive det ind i gammel tid - OG køre fortællestemmen i nutid.  
Det har været en fornøjelse at læse deres historier, men det var så sandelig også en fornøjelse endelig at møde dem alle sammen face to face. Skulle råbe dem op i en enorm aula uden mikrofon, men de hørte vist det vigtigste, og bagefter var der omkring tyve drenge, der skulle have min autograf på deres arm - og lige så mange piger, der skulle have mig til at skrive hilsner i deres medbragte bøger og tegnemapper. 
 Vi havde til sidst en lang spørgerunde. De havde forberedt sig godt. Her er et par af klassikerne, som jeg har fået før, også i den østlige del af landet, og som jeg også kan høre går igen hos de andre. Kan ske, det kan virke som inspiration, hvis du selv skulle rende ind i dit forfatteridol en dag :-)

-Er du rig?
-Hvad laver du i din fritid (jeg skriver!)
-Kan du gå i fred på gaden?
-Har du dyr?
-Har du en kæreste?
-Hvilken bil har du?
-Hvor lang tid tager det at skrive en bog?
-Skriver du om dine børn?
-Hvem er din yndlingsforfatter?
-Hvilken af dine bøger er du mest glad for?

Fik desværre ikke set det fine Blåvandshuk Fyrtårn. Det må blive næste år, hvor jeg vender tilbage og håber, at jeg kan svare mere positivt på spørgsmål 1 og 6







lørdag den 13. november 2010

Melder: Alt godt på Forum

Bortset fra alt for mange mennesker, alt for spidse albuer, alt for hårde hæle oven på mine tæer og fremmed ånde i nakken - OG bortset fra at min timing til diverse programsatte oplæsninger var ualmindelig dårlig (jeg ringede fx på AnneMarie Donslunds mobil midt i hendes oplæsning for at spørge, hvornår hun læste op, ups!), SÅ HAR det været en god dag på BogForum. Jeg nåede  på en eftermiddag en masse fede stande, fik spist frokost med Johanne, sagt hej til Inger Tobiasen og snakket omslag til Pjok og Petrine 11 - og da jeg så endelig fandt Anne-Marie, drak vi en fadøl i den lille pub nede i det nordlige hjørne og sagde bagefter tillykke til Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss med deres nye smukke Peter og Postbudet på Fahrenheits stand.

 Alle mine serier stod på Gyldendals fine rondeller. Hermed dokumenteret:


Willi serien

Pony & Co. Omslag: Jan Solheim

Cornelius Krut. Kirsten Sonne Harild og Jan Solheim

 
Pjok og Petrine. Illustration: Inger Tobiasen



Min Vera ved verdens ende var akkurat lige kommet fra tryk i to eksemplarer (jeg fik det andet med hjem i tasken). Mere om den inden længe ...

Omslag: Leo Scherfig


fredag den 12. november 2010

Pjok og Petrine på vej mod de 10

Nye tegninger til Pjok og Petrine 10. Farlig ferie

Ja, så er der kommet dejlige tegninger på Pjok og Petrine #10 fra tegneren Inger Tobiasen.
Serien, som jeg startede op i 2008, kører heldigvis stadig i bedste velgående  og i flere oplag - og den er meget populær hos piger fra 5-9 år, siger de, der følger salget.
Ikke så få mails får jeg fra mødre, som glade fortæller mig, at det er deres døtres første rigtige læs-selv-bøger. En ærefuld plads at have i nye læsehestes liv, synes jeg.
Petrine selv er ni år. Hun hader heste, men vinder en pony i et stort dyrskuelotteri, og sådan en skal jo passes og fodres ...

Pjok og Petrine 9. I dyb sne

Fortællingerne har jeg prøvet at gøre til enkle, sjove, hverdagshistorier med en god portion spænding og uhygge i baggrunden. Som fx i  9'eren, hvor Petrine og hendes veninde´Sarah  bliver overrasket af snestorm og farer vild på deres ponyer. Eller i Pjok og Petrine 4. Et føl ved navn Fiona, hvor Petrine render ind i et islandsk føl på afveje og slet ikke har lyst til at aflevere det tilbage til sin ejer ...

Pjok og Petrine 4. Et føl ved navn Fiona

Hvis alt går vel, regner jeg med at lave et par stykker mere ... måske flere. Elsker jo den serieskrivning, heldigvis. Og hvem ved, måske er Pjok Petrine en af de serier, man får smidt i nakken om 30 år til en 50'er stykket - med sloganet: Den gode gamle serie  fra dengang din mor var hestepige!

mandag den 25. oktober 2010

Forfatterpingpong!



...  Her er en der har ventet længe på en returbold

Jeg har netop i weekenden sendt et oplæg på tusind ord af sted til otte 5. klasser i Varde regionskommune.      
   Oplægget er tænkt som en slags tennisserv, der skal fungere som inspiration og begyndelse til en historie, som de så skal skrive videre på - og derefter returnere til mig. Når jeg så har læst og meldt tilbage på deres midtvejsarbejde, og vi har snakket sammen på "Skolekom", skriver de slutningen, som jeg så i november melder tilbage på med et besøg på deres skole. Denne gang in person sammen med de andre forfattere på projektet, som dækker hele Varde regionskommune: Benni Bødker, Daniel Zimakoff, Ida-Marie Rendtorff og Lise Bidstrup. 
   Men damn! Det er svært at give sine "darlings" fra sig. Jeg begyndte på en historie, men tænkte så, at den faktisk var så god, at den MÅTTE jeg selv bruge - og begyndte så på en ny, som jeg havde det på fuldstændig samme måde med ...
   Enden på det blev, at jeg med glæde kunne sige, at jeg ved, jeg har leveret et stykke arbejde, jeg kunne stå inde for - og så servede jeg den første version.
   (Hm ... Og man bliver vel næppe diskvalificeret for selv at returnere sin egen serv? Hvis bare man venter længe nok?)

lørdag den 23. oktober 2010

Så ser man lige sin bog i Fona!!

 
Pony & Co mellem Lille Virgil, Flunkerne, Emil fra Lønneberg, Peter Plys, Bambi og Pippi ...

Jeg drømte jo - længe inden jeg begyndte at skrive - om at blive rocksanger. Det gik helt godt i starten: Det blev til både skolens pigekor, kirkekor, country og western, swingkvartet, korpige i Studenterrevyen, Pretenders og Policekopiband og enkelte studieoptagelser af forskellige slags. Men længere kom jeg altså ikke. Havde vist ikke den der berømte "star quality".
Ret ironisk er det derfor, at man så alligevel mange år senere, havner på Fonas hylder - oven i købet i selskab med de største "sangere" i kategorien ... 
Stod sammen med Amanda og kiggede på Katy Perry's cd, da mit øje fangede den fantatiske Pony & Co. på modstående hylde - og MÅTTE bare ha et pralebillede ... ROCK'N'ROOOLL!!

fredag den 22. oktober 2010

HANDLINGSHAVEN



Her er det Arne Jacobsen, der skal til at anlægge SIN have

Jeg har netop været af sted for at hjælpe med at at anlægge plots og så forfatterspirer i både de brønshøjske bakker og i den jyske muld. Jeg har nu hovedet proppet til bristepunktet med et mylder af historier i alle genrer fra lige så mange vildt fantasifulde 9-14 årige børn.
   Science fiction, eventyr, gladiatorhistorier, magisk realisme, fantasy, gyser, krimi, manga, jeg fortællere og alvidende fortællere sprang ud fra sider og skærme.
   Det er fantastisk at mærke, hvad de magter og tør, når de bliver sluppet fri af danskundervisningens bundne opgaver og selv pludselig helt bliver mester og herre over deres eget stof.
   En af mine største opgaver, når de kaster sig ud i større og vildere tekster og ideer, end de måske er vant til, er ikke mindst at hjælpe dem med at holde styr på deres handlinger. Og et af de billeder, jeg ofte bruger, når jeg lærer dem at tegne deres handling op, er, at de fra starten skal se på deres handling som en slags have. En have, de netop selv som en anden lille arkitekt skal tegne op, før de kan gå i gang med at anlægge og dyrke.
   Det er en lidt udpint metafor måske. Men tro det eller ej. Det virker! De har totalt styr på det derude.
   En af de ting, der til gengæld så kan være svært for sådan en som mig, der får lov til at spionere og lure på deres ideer i en hel uge, er at holde mit eget arbejde på sporet, når jeg kommer hjem.
   Men så er det jo godt, at jeg lige kan kaste et blik på min egen havetegning ...

onsdag den 6. oktober 2010

On the road again - fra Brønshøj til Horsens

Jeg støver forfatterværktøjskassen af og forbereder to små skriveskoler i efterårsferien. Som altid glæder jeg mig som bare pokker til at møde nye og gamle læsere og - hvem ved - kommende store forfattere.
Mandag den 18. og 19 oktober skal der skrives på Brønshøj Bib.
Se kursusbeskrivelse her:

http://bibliotek.kk.dk/biblioteker/broenshoej/event/forfattervaerksted-skriv-magisk-efteraarshistorie

Onsdag den 20. og torsdag den 21. oktober er der gang i den på Horsens Bib.
Her er deres fine plakat om arrangementet:


                                                                                               ... On the road again :-)

mandag den 4. oktober 2010

Mød: Cornelius Krut


Dårlig fotokvalitet - gode bøger :-)



Cornelius Krut bor i komponistkvarteret på Østerbro, nærmere bestemt i Niels W. Gades Gade. Han hører ikke så godt, men har i stedet en særlig evne for at at falde over mærkelige sager, og hans makker, cirkusdirektørdatteren Lulu, har en særlig dygtighede i at klatre, og så tænker hun bedst når hun står på hovedet ... Sammen kommer de på de vildeste eventyr, når de jagter mysterier og grusomme skurke. 
Sagerne er fortalt af Cornelius med tilbageblik, som en klassisk detektivroman, men med mange skæve vikler. De rummer - hvis jeg selv skal sige det, både spænding, uhygge, sjove indfald til både piger og drenge mellem 9 og 13 - og rigtig mange fede tegninger i sort/hvid ... 


Luske-Leo, biologilæreren fra Sagen om varanens kys. Han er med i en loge med særlige interesser i burmesiske tigervaraner og evig ungdom


Scene fra novellen sagen om den farlige formel, som blev udgivet i Læseraketten, 2009
Jeg har fundet på serien og historierne sammen med tegneren Jan Solheim, som også har gennemillustreret bøgerne. Vores samarbejde fungerer på den måde, at vi helt fra bunden mødes til en lang brainstorming omkring plot, karakterer og univers. Vi tegner og skriver noter og udvikler - og først derefter begynder vi på tegne/skrive delen hver for sig. Løbende er det dog sådan, at både tegning og tekst kan ændre sig efter hinanden helt indtil sidste streg og sidste punktum er sat.




OVENOVER: Senest udkommet er Sagen om Frizellas forbandelse, som har en ultraond fitness-og forretningskvinde og linedansere og spåkoner på rollelisten.(Man bør unde sig selv at læse bogen alene for at nyde disse karakterer :-) )
NEDENUNDER: Den femte Sagen om blodsugerens børn er lige rundt om hjørnet. Jeps, det er noget med vampyrer og filminspilninger ...

 

Og her er så til sidst et par meget klassiske situationer fra Cornelius Krut, men dog noget af en udsøgt sjældenhed, da de her - i modsætning til i bøgerne - er farvelagt (med henblik på downloads til mobiltlf.):



Læs en masse mere, spil små spil og gå på opdagelse i Cornelius Krut værelse på http://www.corneliuskrut.dk/.  

lørdag den 2. oktober 2010

Dress Up Day



Jeg har i to dage deltaget i en workshop med vietnamesiske og danske forfattere og tegnere. 
Det var  i forfatterforeningsregi, og oplægget - som min forfatterkollega Merlin Mann og tegneren Jan Kjær - kom med, var at skrive/tegne en billedfortælling til et enkelt opslag. Jeg fik en vietnamesisk tegner Le Khoa som makker, og vi skabte en lille gyser sammen. Hvad der var virkelig sjovt her, var, at vi fra starten i helt automatisk enighed valgte genre og form - form forstået på den måde, at vi skubbede al tanke om tekst til side og sammen skabte fortællingen visuelt: Udelukkende som billedforløb - situationerne, vinklerne , handlingen, close ups, detalje og slutningsscene. Efterfølgende lagde jeg så helt skrabede enkle tekster på. Wauw! Noget af en udfordring for en ordjunkie som mig at sætte den fortællende tekst på stand by og tænke den visuelt ...
 Her er så vores unplugged fortælling, som den så ud på bordet, før den blev kopieret til sorthvid ... man får desværre ikke opslagsfornemmelsen, OG det er foto af opklæb (jeg er scannerløs) så undskyld kvaliteten ... 





"But all the others have such fine jewelry," said the girl.
The mother's eyes darkened. "NO!" Se said.


                  Tap, tap tap ... The girl sneaked into the bathroom ...



"Oh, the ring goes perfect with this lipstick. I'll be the most beautiful girl at the party."



 Meanwhile in the bathroom, the mother just found out that her ring was gone .. "NOOOOoooo!"
  .                                                                         




onsdag den 29. september 2010

150 SKOLEBIBLIOTEKARER! GYS!

I morgen torsdag holder jeg foredrag for 150 skolebibliotekarer på Gyldendal. Foredraget kalder jeg sagen om det gode gys, og det handler ikke mindst om arbejdet med ham her ...
Wish me luck!


Forside til  Jans Solheims og min Cornelius Krut. Sagen om blodsugerens børn.
 Endnu ikke udkommet 
 

mandag den 20. september 2010

"PONY HAR POWER"



Pony & Co. # 12 På toppen, Gyldendal 2010.
Forside Jan Solheim
 Wow! Se her! Pony & Co. har endnu en gang fået en super lektørudtalelse fra bibliotekernes indbindingscentral. Håber, de køber stort ind til hylderne, og at der er kommet mange nye læseglade lånere til derude.
"Samlet konklusion
Jeg kan godt forstå, at serien er så elsket. Pony har power, hendes glæder og sorger er noget målgruppen kender, og lige det, at det ikke er særligt realistisk, at en pige kan ende ved et landsstævne uden at have en hamrende dyr pony at ride på, en lige så dyr privatunderviser og et par engagerede pengestærke forældre ved hånden, giver stof til drømme for alle piger på ponyryg derude

   

søndag den 19. september 2010

LIDT KLOGERE PÅ OTTO "ÆRT" NÆSEHORNS FAR

http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/1061569/hvorfor-gik-det-saa-galt-for-gummi-tarzans-far/

Jeg var omkring ti år, da jeg første gang bumpede ind i Ole Lund Kirkegaards universer. Min veninde og jeg plejede at læse højt for hinanden, når jeg sov hos hende ... og efter lidt for mange Trolde-Pus historier i træk, kom Otto Ært Næsehorn, som jeg var sikker på, at den hed - indtil jeg SELV læste titlen - til at virke som den største befriende verdensomvætning siden Pippi. Hvor skør kan man være? spurgte jeg mig selv, mens jeg fnise-lyttede og kiggede op og ud på himlen igennem det skrå tagvindue fra gæstemadrassen på gulvet.

Jeg har siden læst hans bøger mange gange. Og for et par år siden var jeg så til et foredrag om temaer og træk i  OLK's forfatterskab ... det var virkelig interessant, men jeg kan godt huske, at jeg gik småsulten og endnu mere nysgerrig derfra. Hvem var han, læreren og kunstneren, der skabte disse vilde og barokke miniuniverser og karakterer, og som endte sit liv så ung, ensom i et hus kun omgivet af flasker?

Jeg synes selvfølgelig, det er et fantastisk sympatisk træk, at det trods den ellers så sikre mediemagnet: Mixet af "stor popularitet/miserabel skæbne" er lykkedes manden at holde sit privatliv privat. Men jeg glæder mig også vildt over, at når der endelig er en, der forsøger at bore lidt i det, så er det Jens Andersen. Jeg har læst hans Tom Kristensen og H.C. Andersen biografier og kender ingen andre, der er i stand til at formidle en forfatter og hans liv og værk så nænsomt og levende. 
Glæder mig som et barn i 1972 til den historie!
(Jens Andersen. Ole Lund Kirkegaard. En livshistorie udkommer tirsdag den 21. september)

torsdag den 16. september 2010

Bogslugerprisen 2010

Smider lige en ultrahot nyhed ind om at Cornelius Krut. Sagen om Hopovic Junior fra 2009 er nomineret til den meget fornemme Bogslugerprisen, hvor det er læserne selv, der bestemmer: http://www.bogsluger.dk/

Seriepræsentation # 1 PONY & CO.



Til bogmessen i Forum i 2004 sad jeg i cafeen med min redaktør Johanne Katz og fejrede,at nu var Kampen om øen, den tredje del af Den hemmelige by udkommet. Vi snakkede om, hvad jeg nu skulle kaste mig over, og kom, i forbindelse med at jeg havde skrevet en scene med heste netop i Kampen om øen, til at snakke om de gode gamle hesteserier (som jeg selv personlig jo havde flere hyldemeter af derhjemme fra min barndom/ungdom som hestepige.) "Du kunne da faktisk godt skrive en hesteserie," sagde Johanne. Vi drak så vores kaffe op, og der blev ikke sagt mere om den sag ... Før to-tre måneder efter, hvor jeg troppede op på Gyldendal med en grundig projektbeskrivelse og de syv første sider af det, der skulle blive min version af en fornyelse af den gamle genre. Fornyelse forstået på den måde, at jeg ønskede, at den skulle omhandle hele livet som hestepige. Dvs ikke bare hvordan man strigler en hest på fem måder, og hvem der  vinder springkonkurrencerne, men også hverdagen med familie, skole, drenge, veninder osv. Måske derfor har der været stof til så mange bind? Og til at udvikle personerne, som jeg har bestræbt mig meget på. 
Pony & Co. kom serien til at hedde og allerede i 2005 udkom de første fire bind. Siden fulgte de ét bind ad gangen og senest, her i juni 2010, er nummer 12 kommet på banen. Jeg skal ikke gå i detaljer med at beskrive, hvordan det er at have en 13-årig jegfortællers  stemme kværnende i sit hoved hen over fem år. Bare sige, at det  virkelig været et hjertebarn. Og at det lykkeligvis er gået så fint med salg til både Sverige og Norge - en Orla nominering for Sandheden om Elvis - og alle bind i flere oplag. Hvad mere kan man ønske sig, andet end at man havde tid til at skrive mange flere ...
De fine omslag står Jan Solheim for, ligesom han også står for disse portrætter, som jeg har haft siddende over min computer, når jeg skrev om de tre piger og deres liv med heste, drenge, familier - og hinanden.


Karen, også kaldet Pony (jeg fortæller og hovedperson)


 
Maja
Lise



mandag den 13. september 2010

Bøger på vej: VERA VED VERDENS ENDE


Jeg er vild med gamle fyrtårne. Så da Gyldendal Uddannelse kom og mindede mig om en gammel aftale om at skrive en miniroman i deres dingo-regi , besluttede jeg mig for, at nu skulle jeg have sådan et med i en af mine historier. Det er blevet til en lille magisk realistisk fortælling om en pige og hendes far, der skal passe et meget gammelt og besværligt fyrtårn, der ligger "ved verdens ende." En dag skal Veras far på havet for at hente garn, det er blevet uvejr, og Vera er urolig og går op i fyrtårnet for at kigge efter ham, og så begynder der at ske mærkelige ting ... LÆS ET UDDRAG HER:

"Det var begyndt at regne udenfor, og tordenskraldene kom rullende nærmere. Vera tog sin røde regnjakke på og sine prikkede gummistøvler og låste sig så ud på trappen foran huset.
Hun skulle bare lige rundt om hjørnet, forbi køkkenvinduet og så hen over et lille stykke græsplæne. Hun travede raskt til, mens himlen brølede som kanoner i det fjerne. Og hun var hurtigt ved døren op til fyret. Hun løb op ad alle trapperne, til hun stod helt oppe i rummet under lampen, hvor der er vinduer hele vejen rundt.
Vera satte øjet ind til kikkerten og kiggede.
Der var bare gråt hav og gråt hav hele vejen. Ingen rød motorbåd, ingen olietankere, ingen krydstogtsskibe, ingen lodsbåde. Alt var mørkegråt med hvide skumtakker.
Hun drejede den tunge kikkert og prøvede at følge fyrets lys rundt på vandet. Hun kiggede og kiggede og kiggede, til hun blev meget træt i øjet, og så skiftede hun til det andet øje. Men det hjalp heller ikke. Hendes far var ikke at se.
Vera tænkte pludselig, at det jo sagtens kunne være, at hendes far var kommet i land, mens hun var i på vej op i fyrtårnet, og at han lige skulle ordne garnet, før han kom ind. Ja, sådan måtte det selvfølgelig være. Hun blev helt glad ved tanken og skyndte sig ned ad trapperne igen.
Nu regnede og blæste det voldsomt. Med hætten godt op om hovedet travede Vera hurtigt hen over græsplænen tilbage mod huset.
Det var lige præcis i det øjeblik, hvor Vera var midt imellem huset og fyrtårnet, at det første lyn flænsede himlen og slog ned ganske tæt ved. Så tæt ved, at benene blev slået væk under Vera, hætten røg ned og glassene blev slået ud af hendes briller. Hun faldt bevidstløs om på siden i det bløde, våde græs.
Lynene begyndte at zigzagge hen over himlen. Regnen faldt i tunge dråber over den røde regnjakke og det lange hår i græsset. Der var ikke en sjæl, der vidste, at Vera var kommet galt af sted, og heller ingen der  anede, at hendes far måske var. Eller … det var der måske alligevel?"

søndag den 12. september 2010

NY BLOG - NYE BØGER


Hey folkens! Jeg har siden april haft intet mindre end seks nye bøger til udgivelse. Jeg render konstant  til posthuset efter nye kasser, og mine arme bliver længere og længere. Frieksemplarer er tunge sager, når de ankommer 30 stykker ad gangen. Men hvor er det overfedt at pakke dem ud ...
Og her er de så, årsagerne til min kroniske skulderskade og mit hamrende stolte skriverhjerte. Og ikke mindst årsagen til at jeg nu erklærer min bloggerblok for ÅBEN! Tag godt imod den, og skriv gerne kommentarer! 


         Pony & Co. På toppen #12 udkom i juni.
Med smuk forside af Jan Solheim. Gyldendal 2010


                                 
                                                    
                            
Cornelius Krut #4. Sagen om Frizellas forbandelse.
Gennemillustreret detektivserie i samarbejde med Jan Solheim. Gyldendal 2010
Tjek http://www.corneliuskrut.dk/


Velkommen i børnehaven. Antologi med fire af de gode gamle Willihistorier om livet i børnehaven, som jo er et stort emne, når man som Willi er tre år. Gyldendal 2010



Willi kører traktor og Willi i trafikken.
Med illustrationer af Inger Tobiasen. Gyldendal 2010


Pjok og Petrine #9. I dyb sne.
Med søde stregtegninger af Inger Tobiasen. Gyldendal 2010