fredag den 26. november 2010

De ti mest almindelige spørgsmål til forfatteren


Ja, så kom boldene hoppende tilbage. Kørte i går sammen med mine børnebogsforfatterkolleger Ida-Marie Rendtorff, Daniel Zimakoff og Benni Bødker næsten 700 kilometer fra København til Blåvandshuk og mødte de syv klasser, som jeg gennem de sidste tre uger har arbejdet i forfatterpingpong med. Det er fine sager, jeg har fået fra dem, meget spændende, levende fortsættelser til mit oplæg, som jeg ved, jeg ikke havde gjort nemt ved at skrive det ind i gammel tid - OG køre fortællestemmen i nutid.  
Det har været en fornøjelse at læse deres historier, men det var så sandelig også en fornøjelse endelig at møde dem alle sammen face to face. Skulle råbe dem op i en enorm aula uden mikrofon, men de hørte vist det vigtigste, og bagefter var der omkring tyve drenge, der skulle have min autograf på deres arm - og lige så mange piger, der skulle have mig til at skrive hilsner i deres medbragte bøger og tegnemapper. 
 Vi havde til sidst en lang spørgerunde. De havde forberedt sig godt. Her er et par af klassikerne, som jeg har fået før, også i den østlige del af landet, og som jeg også kan høre går igen hos de andre. Kan ske, det kan virke som inspiration, hvis du selv skulle rende ind i dit forfatteridol en dag :-)

-Er du rig?
-Hvad laver du i din fritid (jeg skriver!)
-Kan du gå i fred på gaden?
-Har du dyr?
-Har du en kæreste?
-Hvilken bil har du?
-Hvor lang tid tager det at skrive en bog?
-Skriver du om dine børn?
-Hvem er din yndlingsforfatter?
-Hvilken af dine bøger er du mest glad for?

Fik desværre ikke set det fine Blåvandshuk Fyrtårn. Det må blive næste år, hvor jeg vender tilbage og håber, at jeg kan svare mere positivt på spørgsmål 1 og 6







4 kommentarer:

Lars Horneman sagde ...

Jeg kunne så godt tænke mig at få svar på spørgsmål 7, 9 og 10? OG hvis du vil have et mere tilsvarende billede af Blåvandshug fyrtårn er jeg absolut opdateret for ganske kort tid siden - sig nu bare ja!

Kirsten Sonne Harild sagde ...

Er det det forkerte fyrtårn? Det må lige tjekkes. Jeg var der, da jeg var ti, så: Long time no see, lighthouse.
Spørgsmål 7 afhænger jo af, hvor stor og svær en bog, det er. Min første Den hemmelige by tog et år, en Pony-bog nogle måneder, en Willi-bog er lidt hurtigere.
Spørgsmål 9 er vel ganske forudsigeligt Astrid Lindgren (og Selma Lagerlöf og Karen Blixen på voksensiden).
Spørgsmål 10 er et alt for svært spørgsmål, som jeg har mange svar på afhængig af humør. Men de gennemgående er vist: En hårfin balance af Rohinton Mistry (indisk), Vintereventyr af Karen Blixen - og det meste af Lindgren.

Kirsten

Lars Horneman sagde ...

Jamn tak for det - interessant. Lige til en Kirsten Sonne Quiz!

Kirsten Sonne Harild sagde ...

Haha, ja. Og så jeg glemte selvfølgelig lige alt om at læsernes spørgsmål 10 faktisk oftest handler om mine egne bøger!! Jeg plejer at svare, at den bedste altid er den seneste jeg har gjort færdig, fordi den stadig bobler i mit hoved. Lige nu er det helt klart Cornelius Krut 5. Sagen om blodsugerens børn, der udkommer i foråret 2011. Handler om indspilningen af en vampyrfilm, hvor rullen hopper totalt af og alting bliver lidt for virkeligt....