KRIMI

 

Så er  KRIMI, mit hæfte i genreserien Dansk i dybden 7-9 klasse, kommet.
Overskuelig indføring i krimigenren: historie, virkemidler, genretræk,  gode øvelser til selv at skrive i den populære genre og gode råd til analyse og hjælp til mundtlig eksamen.

Læs mere om hæftet her:

http://gyldendal-uddannelse.dk/grundskolen/dansk/isbn13-9788702107128/dansk-i-dybden-krimi

Synnes hævn 1 udkommer den 2. oktober på forlaget Carlsen

Onsdag den 2. oktober udkommer den første roman i min nye trilogi "Synnes hævn".
Den bygger på en ide, jeg fik tilbage i 2005, og som jeg skrev lidt løst på og derefter lod ligge og ulme i skuffen, fordi jeg dengang blev hvirvlet ind i Pony & Co. - mit  første store, krævende serieprojekt.



Forsideillustration af Jan Solheim
 

Lidt om handlingen: Synne fra Ro elsker ild - og hader sin stedbror - og da hendes far en aften omkommer i en påsat brand kommer begge ting til at give hende alvorlige problemer. Hele byen med stedbroren i spidsen anklager Synne for at stå bag mordbranden. Hun må flygte fra Ro for ikke selv at blive brændt. Men hun ved også, at hun en dag vil vende tilbage for at hævn ...

En 13-årig piges udviklingshistorie, let fantasy/realisme, skæbnefortælling?  Jeg ved ikke helt, hvad der kendetegner bogen bedst. Den skulle gerne rumme det hele. Sikkert er det, at det har grebet mig meget at vende tilbage til min første genre - og at 2'eren allerede er afleveret til redaktøren på forlaget Carlsen :-) Og jeg  er virkelig, virkelig  glad for Jan Solheims meget stærke og fængende forside.

Læs prologen her:

Endelig, endelig, endelig har jeg fri. Jeg vinker triumferende til min stedbror, som brokker sig fra opvasken og sender mig et koldt blik igennem vinduet.
”Jeg har stadig arbejdet mere end dig,” hvæser jeg for mig selv. Jeg løsner hårbåndet og forklædet og ryster hans øjne af mig. Så løfter jeg op i skørtet og holder mig for næsen, mens jeg hopper igennem sølet foran kroen på bare fødder. Der er pytter af spyt og søer af pis overalt, og nu er mange af de tilrejsende bønder også begyndt at brække sig i stræderne rundt omkring kroen på Kildebakken.
   I flere uger har vi har slagtet kalve, får og gæs, snittet, skrællet, kogt, røget og syltet. Lavet oste og pølser, bagt brød og kager. Gæsterne har væltet sig i vores gode mad og drikke, og som sædvanlig her hen under aften, hvor det store augustmarked er på sit højeste, kan de ikke holde det i sig længere. For de har selvfølgelig også tyllet alt for meget af fars gode øl og pærebrændevin. 
    Sikke et spild.
    De er også begyndt at slås. Det er heller ikke noget nyt. Næseblodet flyder, læber flækker, tænder og kæber knaser. Jeg kan stadig høre deres kvinder hvine bag mig i en blanding af fryd og frygt, da jeg får kæmpet mig ud fra torvet ved foden af Kildebakken og når frem til den store kastanje i udkanten af Ro. 
   Endelig, endelig, endelig har jeg fri. Jeg slipper både næse og kjole, sætter farten op og styrer mod åsen. Kan lige nå det.

 I horisonten mod vest bag den lysende strand og det blåsorte hav hager en flammende stribe sol sig endnu fast. Jeg falder på knæ i græsset, trækker vejret dybt og kigger direkte på solen, som jeg plejer, helt uden at blinke, for at være sikker på, at jeg får alt med. Jeg ved ikke helt hvorfor, men alting i mig falder til ro, når jeg sætter mig lidt i solen hen under aften eller tidligt om morgenen. Og det er bare ikke en god dag, hvis jeg ikke har været her og suget det første eller det sidste lys til mig.  Min mor sagde altid, at mit navn betyder sol, og at mit behov for lys er så stort, fordi jeg blev født ved middag til sommersolhverv. Hun sagde også altid i samme sætning, at jeg ikke må lege med ild. Som om hun mente, at det hang sammen.  Min far siger stadig, at det ikke er noget, jeg skal snakke for meget om. ”Folk her i Ro bliver så nemt så … overtroiske,” brummer han.  

Da solen er helt nede, lægger jeg mig og hiver små græstotter op med fingrene. Jeg har lyst til at sove lidt, det gør jeg ofte her, når det har været en hård dag. Men der er noget, der gør mig urolig i aften.  Luften føles anderledes. Nu opfanger jeg en sødlig røglugt, som af nyhøstet hø, der brænder. Jeg vender mig og kigger ind mod Ro. Og så er der pludselig det der mærkelige orange skær over byen bag mig. Som om solen efter to minutter under horisonten har skyndt sig over for at stå op i øst. 
   Fra det højeste tag i byen står enorme flammer op mod aftenhimlen.  Mit hjerte hopper op i halsen. Jeg rejser mig. Det højeste tag i byen ligger jo lige ved siden af kroen. 
   Det er taget på fars stald og lade!

Jeg løber. Der er ikke meget vind, så røgen ligger som en tæt sky lavt over byen. De første mennesker og grise og hunde kommer hylende, da jeg når udkanten af byen ved kastanjetræet. Jeg standser. Griber til højre og venstre. Men alle vrister sig fri og løber videre. De slingrer og er forvirrede. 
 ”Hvad sker der?” råber jeg, da jeg endelig får fat i skulderen på en af sildekonerne.
  Hun ser angst igennem mig, da hun siger: ”Kroens lade brænder. De si’r, krofatter selv er derinde.”
  Så skynder hun sig videre.
 ”Hvad?” skriger jeg. ”Min far?”
  Jeg løber mod strømmen sammen med de få af byens mænd, der stadig er ædru nok til at bære spande og finde vej. Mine skuldre slår imod puffende maver og baskende arme. Mine fødder bliver trampet på af træsko og grisetæer.
  ”Flyt jer!” skriger jeg. Men ingen hører mig i den vanvittige larm.
   De har spærret vejen det sidste stykke hen til laden.

 Ved afspærringen står min stedbror. Der er ingen frygt eller sorg i hans øjne, og et øjeblik tænker jeg med lettelse, at det er, fordi han ved, at min far er i sikkerhed.

   Men så kigger han koldt på mig. Løfter armen og peger.
 ”Dig! Du har leget med ild igen … din lille heks!” 

 

Victorias vaskeri

Victorias vaskeri er titlen på min første ungdomsroman, som netop er antaget til udgivelse. Det var med rystende hjerte og klaprende knæ, at jeg sendte den af sted for en måneds tid siden. Men nu er jeg begyndt at glæde mig over, at min historie om den 16-årige Victoria er givet videre.
      En kold vinternat på vej hjem ad landevejen fra diskoteket - og sin første temmelig mislykkede seksuelle oplevelse - møder hun en ræv - og pludselig vælger hun at tage en helt anden vej end "hjem". Romanen er formet som et road trip og følger Victoria på stop forbi en religiøs sekt i Skåne, som kalder sig "Guds eget hus", en transseksuel lastvognschauffør og andre freaks i den voksne verden. De vil alle gerne give Victoria kærlighed, men vil også have meget til gengæld. Heldigvis finder hun også ligesindede under vejs, ikke mindst på det lille møntvaskeri, hvor hun vasker sit tøj efter rejsen.
      Det er har været tough at krydse aldersgrænsen til bøger 15+ . Mange grænser skal overskrides, mange tanker skal afprøves og synsvinkelen skal gerne være i øjenhøjde. Jeg har ladet den ligge, smidt den ud, skrevet nye retninger, kortet ned. Men jeg er glad, og jeg tror, at der har været en mening med at tingene trak ud. Nogle bøger skal skrives langsomt, også selv om de både rummer biljagter, djævleudrivelser, bortførelser og andet action.
   Jeg glæder mig SÅ meget, til den udkommer!
   :-)

 

Den første bog i Tildes og min nye lille serie om den islandske hest Vina er lige blivet solgt til sverige.

                          

 

                                               Vina betyder veninde, Gyldendal 2013



 

 

 



Her er et foto af Vina med sne på ryggen. Fra den kommende Vina og vinteren

 

 

 

Og af smeden Gudbjörn, der laver snesåler, så Vina kan komme på tur i skoven

 

 

 

Vina betyder veninde

 

 

Vi har en lille islandsk hest her i familien, som hedder Vina, og sammen med to af mine døtre og en har jeg skabt en lille fotofortællingsserie med søde Vina i hovedrollen.

Bøgerne rummer små letlæste historier og masser af fotos fra Vinas dejlige hesteliv.

Titlerne på de to første er "Vina betyder veninde" og "Vina og skoven".

Forleden kom så to journaliststuderende og et  lille pelset mikrofonmonster fra Gyldendal TV forbi på folden, hvor Vina gik og græssede det første sommergræs.

Resultatet kan ses her :-)

                                ttp://www.youtube.com/watch?v=nZGn6CCAkrk

Pegasus kom forbi - Fra mine skrivedage i skolerne på Riget

Det er så svært at se i øjnene. Men de findes jo, de alvorligt syge børn og deres hårdt ramte søskende.
Jeg skriver historier med børn på afdelingen for kræftramte børn og i skolen på riget på Rigshospitalet et par gange om måneden. Nogle gange skriver de i grupper, nogle gange individuelt.
Fælles for dem er, at det er fantastisk fine historier, de finder på ... og at de virkelig elsker at flyve ud på fantasiens vinger i eventyr, der ender lykkeligt.

I dag kom en 8-årig pige ved navn Nora, som har en meget syg lillesøster. Vi skrev og tegnede en historie sammen. Da Noras mor blogger om forløbet i "kemoland" er historie og tegning allerede til at læse og kigge på. Jeg linker - og sender dem en varm tanke.
http://www.kemoland.dk/?page_id=3807    

Anmeldelse af Forfatterskolen på Bornholm 2012

http://buk.bornholm.dk/blog/forfatterskole-for-born-og-unge/




Hele holdet

Se her! Har fået en rigtig fin anmeldelse med kommentarer fra de deltagende, som var med på forfatterskolen, som jeg lavede i samarbejde med Bornholms Biblioteker sidste sommer.

God reklame, ikk'? Og et fantastisk velskrivende hold af bornholmske piger og drenge i alderen 9-15 år.




Fordybelse

 

Inspirationsturen til Nørrekås

Endnu en fin anmeldelse til western

"Ondt Guld", den fjerde i Jan Solheims og min egen westernserie Død eller levende er udkommet - og anmeldt i Weekendavisen. Den femte i serien hedder Blodbrødre og er både skrevet og tegnet og er sendt med ponyekspress til trykkeriet for et par uger siden. Udkommer snart!               Hold fast i sadlen
Weekendavisen 11. januar 2013, faktisk, side10
Kirsten Sonne Harild og Jan Solheim: Død eller levende! 4. Ondt guld. 98 sider. 130 kr. People ' sPress jr.
Jim og Josh, litteraturens yngste cowboys, er draget ud for at hævne det koldblodige dobbeltmord på deres fædre. En lang og barsk rejse for to drenge på kun 11 og 13 år. Men hvad man ikke dør af, det bliver man stærkere af, og begge vokser lidt for hver gang, de må trække deres revolver eller tage benene på nakken i kampen for overlevelse. Nu står de for første gang ansigt til ansigt med den mand, de er på jagt efter. En mand, som slet ikke er den, de troede, han var, med et motiv, de aldrig i deres vildeste fantasi havde forestillet sig. Det er stadig forrygende svedig westernlæsning at følge Jim og Joshs vilde ridt. Denne gang op i de sneklædte bjerge, hvor de atter får hjælp fra en uventet kant. Mange ting gentager sig i bøgerne om drengenes dramatiske rejse. Først går det godt, så går det helt galt, og til sidst aner man slet ikke, hvordan det skal gå. Og når drengene igen skændes om, hvem der er bedst, føler man sig efterhånden helt hjemme i deres selskab. Handlingens nye, overraskende drejning gør dog, at man må gribe ekstra godt fat i sadlen for at følge med. For noget tyder på, at den rigtige historie først lige er begyndt. Frederikke Winther.