Synnes hævn 1 udkommer den 2. oktober på forlaget Carlsen

Onsdag den 2. oktober udkommer den første roman i min nye trilogi "Synnes hævn".
Den bygger på en ide, jeg fik tilbage i 2005, og som jeg skrev lidt løst på og derefter lod ligge og ulme i skuffen, fordi jeg dengang blev hvirvlet ind i Pony & Co. - mit  første store, krævende serieprojekt.



Forsideillustration af Jan Solheim
 

Lidt om handlingen: Synne fra Ro elsker ild - og hader sin stedbror - og da hendes far en aften omkommer i en påsat brand kommer begge ting til at give hende alvorlige problemer. Hele byen med stedbroren i spidsen anklager Synne for at stå bag mordbranden. Hun må flygte fra Ro for ikke selv at blive brændt. Men hun ved også, at hun en dag vil vende tilbage for at hævn ...

En 13-årig piges udviklingshistorie, let fantasy/realisme, skæbnefortælling?  Jeg ved ikke helt, hvad der kendetegner bogen bedst. Den skulle gerne rumme det hele. Sikkert er det, at det har grebet mig meget at vende tilbage til min første genre - og at 2'eren allerede er afleveret til redaktøren på forlaget Carlsen :-) Og jeg  er virkelig, virkelig  glad for Jan Solheims meget stærke og fængende forside.

Læs prologen her:

Endelig, endelig, endelig har jeg fri. Jeg vinker triumferende til min stedbror, som brokker sig fra opvasken og sender mig et koldt blik igennem vinduet.
”Jeg har stadig arbejdet mere end dig,” hvæser jeg for mig selv. Jeg løsner hårbåndet og forklædet og ryster hans øjne af mig. Så løfter jeg op i skørtet og holder mig for næsen, mens jeg hopper igennem sølet foran kroen på bare fødder. Der er pytter af spyt og søer af pis overalt, og nu er mange af de tilrejsende bønder også begyndt at brække sig i stræderne rundt omkring kroen på Kildebakken.
   I flere uger har vi har slagtet kalve, får og gæs, snittet, skrællet, kogt, røget og syltet. Lavet oste og pølser, bagt brød og kager. Gæsterne har væltet sig i vores gode mad og drikke, og som sædvanlig her hen under aften, hvor det store augustmarked er på sit højeste, kan de ikke holde det i sig længere. For de har selvfølgelig også tyllet alt for meget af fars gode øl og pærebrændevin. 
    Sikke et spild.
    De er også begyndt at slås. Det er heller ikke noget nyt. Næseblodet flyder, læber flækker, tænder og kæber knaser. Jeg kan stadig høre deres kvinder hvine bag mig i en blanding af fryd og frygt, da jeg får kæmpet mig ud fra torvet ved foden af Kildebakken og når frem til den store kastanje i udkanten af Ro. 
   Endelig, endelig, endelig har jeg fri. Jeg slipper både næse og kjole, sætter farten op og styrer mod åsen. Kan lige nå det.

 I horisonten mod vest bag den lysende strand og det blåsorte hav hager en flammende stribe sol sig endnu fast. Jeg falder på knæ i græsset, trækker vejret dybt og kigger direkte på solen, som jeg plejer, helt uden at blinke, for at være sikker på, at jeg får alt med. Jeg ved ikke helt hvorfor, men alting i mig falder til ro, når jeg sætter mig lidt i solen hen under aften eller tidligt om morgenen. Og det er bare ikke en god dag, hvis jeg ikke har været her og suget det første eller det sidste lys til mig.  Min mor sagde altid, at mit navn betyder sol, og at mit behov for lys er så stort, fordi jeg blev født ved middag til sommersolhverv. Hun sagde også altid i samme sætning, at jeg ikke må lege med ild. Som om hun mente, at det hang sammen.  Min far siger stadig, at det ikke er noget, jeg skal snakke for meget om. ”Folk her i Ro bliver så nemt så … overtroiske,” brummer han.  

Da solen er helt nede, lægger jeg mig og hiver små græstotter op med fingrene. Jeg har lyst til at sove lidt, det gør jeg ofte her, når det har været en hård dag. Men der er noget, der gør mig urolig i aften.  Luften føles anderledes. Nu opfanger jeg en sødlig røglugt, som af nyhøstet hø, der brænder. Jeg vender mig og kigger ind mod Ro. Og så er der pludselig det der mærkelige orange skær over byen bag mig. Som om solen efter to minutter under horisonten har skyndt sig over for at stå op i øst. 
   Fra det højeste tag i byen står enorme flammer op mod aftenhimlen.  Mit hjerte hopper op i halsen. Jeg rejser mig. Det højeste tag i byen ligger jo lige ved siden af kroen. 
   Det er taget på fars stald og lade!

Jeg løber. Der er ikke meget vind, så røgen ligger som en tæt sky lavt over byen. De første mennesker og grise og hunde kommer hylende, da jeg når udkanten af byen ved kastanjetræet. Jeg standser. Griber til højre og venstre. Men alle vrister sig fri og løber videre. De slingrer og er forvirrede. 
 ”Hvad sker der?” råber jeg, da jeg endelig får fat i skulderen på en af sildekonerne.
  Hun ser angst igennem mig, da hun siger: ”Kroens lade brænder. De si’r, krofatter selv er derinde.”
  Så skynder hun sig videre.
 ”Hvad?” skriger jeg. ”Min far?”
  Jeg løber mod strømmen sammen med de få af byens mænd, der stadig er ædru nok til at bære spande og finde vej. Mine skuldre slår imod puffende maver og baskende arme. Mine fødder bliver trampet på af træsko og grisetæer.
  ”Flyt jer!” skriger jeg. Men ingen hører mig i den vanvittige larm.
   De har spærret vejen det sidste stykke hen til laden.

 Ved afspærringen står min stedbror. Der er ingen frygt eller sorg i hans øjne, og et øjeblik tænker jeg med lettelse, at det er, fordi han ved, at min far er i sikkerhed.

   Men så kigger han koldt på mig. Løfter armen og peger.
 ”Dig! Du har leget med ild igen … din lille heks!”