Dress Up Day

Khoa Le

Jeg har i to dage deltaget i en workshop med vietnamesiske og danske forfattere og tegnere. 

Det var  i forfatterforeningsregi, og oplægget - som min forfatterkollega Merlin Mann og tegneren Jan Kjær - kom med, var at skrive/tegne en billedfortælling til et enkelt opslag. Jeg fik en vietnamesisk tegner Le Khoa som makker, og vi skabte en lille gyser sammen. Hvad der var virkelig sjovt her, var, at vi fra starten i helt automatisk enighed valgte genre og form - form forstået på den måde, at vi skubbede al tanke om tekst til side og sammen skabte fortællingen visuelt: Udelukkende som billedforløb - situationerne, vinklerne , handlingen, close ups, detalje og slutningsscene. Efterfølgende lagde jeg så helt skrabede enkle tekster på. Wauw! Noget af en udfordring for en ordjunkie som mig at sætte den fortællende tekst på stand by og tænke den visuelt ...

 Her er så vores unplugged fortælling, som den så ud på bordet, før den blev kopieret til sorthvid ... man får desværre ikke opslagsfornemmelsen, OG det er foto af opklæb (jeg er scannerløs) så undskyld kvaliteten ... 

"But all the others have such fine jewelry," said the girl.

The mother's eyes darkened. "NO!" Se said.

                  Tap, tap tap ... The girl sneaked into the bathroom ...

"Oh, the ring goes perfect with this lipstick. I'll be the most beautiful girl at the party."

 Meanwhile in the bathroom, the mother just found out that her ring was gone .. "NOOOOoooo!"
  .                                                                         





LIDT KLOGERE PÅ OTTO "ÆRT" NÆSEHORNS FAR

http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/1061569/hvorfor-gik-det-saa-galt-for-gummi-tarzans-far/

Jeg var omkring ti år, da jeg første gang bumpede ind i Ole Lund Kirkegaards universer. Min veninde og jeg plejede at læse højt for hinanden, når jeg sov hos hende ... og efter lidt for mange Trolde-Pus historier i træk, kom Otto Ært Næsehorn, som jeg var sikker på, at den hed - indtil jeg SELV læste titlen - til at virke som den største befriende verdensomvætning siden Pippi. Hvor skør kan man være? spurgte jeg mig selv, mens jeg fnise-lyttede og kiggede op og ud på himlen igennem det skrå tagvindue fra gæstemadrassen på gulvet.

Jeg har siden læst hans bøger mange gange. Og for et par år siden var jeg så til et foredrag om temaer og træk i  OLK's forfatterskab ... det var virkelig interessant, men jeg kan godt huske, at jeg gik småsulten og endnu mere nysgerrig derfra. Hvem var han, læreren og kunstneren, der skabte disse vilde og barokke miniuniverser og karakterer, og som endte sit liv så ung, ensom i et hus kun omgivet af flasker?

Jeg synes selvfølgelig, det er et fantastisk sympatisk træk, at det trods den ellers så sikre mediemagnet: Mixet af "stor popularitet/miserabel skæbne" er lykkedes manden at holde sit privatliv privat. Men jeg glæder mig også vildt over, at når der endelig er en, der forsøger at bore lidt i det, så er det Jens Andersen. Jeg har læst hans Tom Kristensen og H.C. Andersen biografier og kender ingen andre, der er i stand til at formidle en forfatter og hans liv og værk så nænsomt og levende. 
Glæder mig som et barn i 1972 til den historie!
(Jens Andersen. Ole Lund Kirkegaard. En livshistorie udkommer tirsdag den 21. september)