Jeg var omkring ti år, da jeg første gang bumpede ind i Ole Lund Kirkegaards universer. Min veninde og jeg plejede at læse højt for hinanden, når jeg sov hos hende ... og efter lidt for mange Trolde-Pus historier i træk, kom Otto Ært Næsehorn, som jeg var sikker på, at den hed - indtil jeg SELV læste titlen - til at virke som den største befriende verdensomvætning siden Pippi. Hvor skør kan man være? spurgte jeg mig selv, mens jeg fnise-lyttede og kiggede op og ud på himlen igennem det skrå tagvindue fra gæstemadrassen på gulvet.
Jeg har siden læst hans bøger mange gange. Og for et par år siden var jeg så til et foredrag om temaer og træk i OLK's forfatterskab ... det var virkelig interessant, men jeg kan godt huske, at jeg gik småsulten og endnu mere nysgerrig derfra. Hvem var han, læreren og kunstneren, der skabte disse vilde og barokke miniuniverser og karakterer, og som endte sit liv så ung, ensom i et hus kun omgivet af flasker?
Jeg synes selvfølgelig, det er et fantastisk sympatisk træk, at det trods den ellers så sikre mediemagnet: Mixet af "stor popularitet/miserabel skæbne" er lykkedes manden at holde sit privatliv privat. Men jeg glæder mig også vildt over, at når der endelig er en, der forsøger at bore lidt i det, så er det Jens Andersen. Jeg har læst hans Tom Kristensen og H.C. Andersen biografier og kender ingen andre, der er i stand til at formidle en forfatter og hans liv og værk så nænsomt og levende.
Glæder mig som et barn i 1972 til den historie!
(Jens Andersen. Ole Lund Kirkegaard. En livshistorie udkommer tirsdag den 21. september)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar