Bøger på vej: VERA VED VERDENS ENDE

Jeg er vild med gamle fyrtårne. Så da Gyldendal Uddannelse kom og mindede mig om en gammel aftale om at skrive en miniroman i deres dingo-regi , besluttede jeg mig for, at nu skulle jeg have sådan et med i en af mine historier. Det er blevet til en lille magisk realistisk fortælling om en pige og hendes far, der skal passe et meget gammelt og besværligt fyrtårn, der ligger "ved verdens ende." En dag skal Veras far på havet for at hente garn, det er blevet uvejr, og Vera er urolig og går op i fyrtårnet for at kigge efter ham, og så begynder der at ske mærkelige ting ... LÆS ET UDDRAG HER:

"Det var begyndt at regne udenfor, og tordenskraldene kom rullende nærmere. Vera tog sin røde regnjakke på og sine prikkede gummistøvler og låste sig så ud på trappen foran huset.

Hun skulle bare lige rundt om hjørnet, forbi køkkenvinduet og så hen over et lille stykke græsplæne. Hun travede raskt til, mens himlen brølede som kanoner i det fjerne. Og hun var hurtigt ved døren op til fyret. Hun løb op ad alle trapperne, til hun stod helt oppe i rummet under lampen, hvor der er vinduer hele vejen rundt.
Vera satte øjet ind til kikkerten og kiggede.
Der var bare gråt hav og gråt hav hele vejen. Ingen rød motorbåd, ingen olietankere, ingen krydstogtsskibe, ingen lodsbåde. Alt var mørkegråt med hvide skumtakker.
Hun drejede den tunge kikkert og prøvede at følge fyrets lys rundt på vandet. Hun kiggede og kiggede og kiggede, til hun blev meget træt i øjet, og så skiftede hun til det andet øje. Men det hjalp heller ikke. Hendes far var ikke at se.
Vera tænkte pludselig, at det jo sagtens kunne være, at hendes far var kommet i land, mens hun var i på vej op i fyrtårnet, og at han lige skulle ordne garnet, før han kom ind. Ja, sådan måtte det selvfølgelig være. Hun blev helt glad ved tanken og skyndte sig ned ad trapperne igen.
Nu regnede og blæste det voldsomt. Med hætten godt op om hovedet travede Vera hurtigt hen over græsplænen tilbage mod huset.
Det var lige præcis i det øjeblik, hvor Vera var midt imellem huset og fyrtårnet, at det første lyn flænsede himlen og slog ned ganske tæt ved. Så tæt ved, at benene blev slået væk under Vera, hætten røg ned og glassene blev slået ud af hendes briller. Hun faldt bevidstløs om på siden i det bløde, våde græs.
Lynene begyndte at zigzagge hen over himlen. Regnen faldt i tunge dråber over den røde regnjakke og det lange hår i græsset. Der var ikke en sjæl, der vidste, at Vera var kommet galt af sted, og heller ingen der  anede, at hendes far måske var. Eller … det var der måske alligevel?"