fredag den 22. maj 2015

Pony & Co. - min første serie - 10 år i år

NY UDGAVE! Her i maj er det ti år siden, at jeg sendte den endelige version af de to første manuskripter i Pony & Co. serien ind til Gyldendal. Jan Solheim begyndte at tegne forsider, korrekturer blev læst, og den 2. oktober udkom de så, de to første Pony & Co. bøger. De er gennem årene blevet til 12, de er blevet læst og læst, og er kommet i mange oplag, og netop nu er de 12 bøger blevet samlet i 6 flotte bind. Jan Solheims fine, kendte portrætter og det flotte baggrundstæppe er stadig med og så er de tilsat Alette Bertelsens skinnende folie på typografien, ekstra stjerner mm.



mandag den 18. maj 2015

Ny serie i "Carlsens Stribede"


MAJ & MÍO er en ny serie i "Carlsens stribede". Den handler om Maj, der har mistet sin bedste ven, hesten Mulle. Hun er fuld af sorg og har besluttet, at hun aldrig vil ride mere. Men da hun og hendes mor flytter til en ny by og hun er ude at cykle en lille tur, kommer hun helt tilfældigt  forbi rideskolen Paradis-Heste. Her får hun øje på ponyen Mío. Mío er sur og farlig, siger pigerne i stalden.  Men måske er der alligevel plads til mere en én hest i Majs hjerte?
Lix 16 til piger fra 8 år
Christian Højgaard har illustreret bogen, og der er flere på vej :-)


 
 
 

torsdag den 14. maj 2015

Død eller levende er indstillet til Bogslugerprisen

 
Bogslugerprisen er rent objektivt en forholdsvis lille pris, da den kun dækker en enkelt region i Jylland. Men mange børnebogsforfattere (inklusive mig selv) regner den for en af de rigtig gode og værdifulde, da der er tale om en vaskeægte "læsernes pris". Cornelius Krut har tidligere været indstillet til den samme, og denne gang er det - som sidst - foreningen af Jan fantastiske tegninger og min tekst, der har givet os en nominering. Hovedpræmien er et besøg på en skole hos en af de klasser, der har læst og stemt. Vi tager hjertens gerne "vestpå" og tegner og fortæller om vores samarbejde.
 Så kryds fingre for de to tapre dusørjægere, Jim og Josh :-)
 
 
 
 
 
 

fredag den 20. marts 2015

Flot lektørudtalelse til Eddus drager

 
:
"Barsk og gribende socialrealistisk ungdomsroman om 15-årige Eddus tilværelse i bandemiljøet i en brasiliansk favela ..." skriver lektøren blandt andet i sin vurdering til bibliotekerne. "En roman, der rummer det hele."
Den kaldes letflydende og billedskabende i sproget, og den sammenlignes i spænding med Allen Zadoffs serie om "Boy Nobody", og i barskhed og brutalitet med Hassan Loo Sattarvandis "Belejring".
 
Eddus drager, som jeg skrev sidste år sammen med min kollega, Lise Bidstrup, efter et ophold i en af Rios favelaer, udkommer på Tellerup den 7. april. Men du kan allerede bestille den både som bog og e-bog på  http://tellerup.dk/?Bog=2023. Samme sted kan du læse de fire første kapitler helt gratis :-)
 
 

onsdag den 11. marts 2015

The Oh my Godz er udkommet!

I går udkom de to første bøger i serien The Oh My Godz. Vi fejrede udgivelsen med at tegne og skrive dedikationer i to sæt, som nu udloddes på min forfatter side på facebook. Kig ind og like, kommenter eller del. Vi afslører den heldige vinder onsdag den 18. marts.
 
 
 



mandag den 9. marts 2015

Dejlig anmeldelse af Fanny flytter 1-3 i Weekendavisen i fredags

 
"Der er en dejlig, varm stemning i Fanny bøgerne ... serien er til dig, der har savnet en sjov, rammende fortælling om det at være pige på 12-13 år." Stine Reinholdt Hansen i Weekendavisen 
 

mandag den 2. marts 2015

Nedtælling til The Oh my Godz



Der findes ikke noget så dejligt som at få sine nye bøger i hænderne. De to første bind i Jan Solheims og min egen nye gennemillustrerede serie, The Oh My Godz, kom netop i dag fra trykkeriet, og jeg glæder mig vildt til udgivelsen den 10.marts.