Snart flyver Englene ... FC Englene!

Hej igen! Jeg forskræpper lige en forside og lidt tekst fra min nye serie FC Englene, som udkommer på People's Press JR i slutningen af marts.
Bøgerne handler om et hold U15 fodboldpiger - på og udenfor banen. I begyndelsen af den første  bog har de lige sagt farvel til deres elskede træner og oplevet at blive overhalet af deres eget baghjul, og de ser både på det spillemæssige og det venskabelige plan frem til en fodboldsæson i helvede. Det gælder ikke mindst for Karla, holdets anfører, som får sit at gøre med at holde gruppen samlet, konflikterne nede og gejsten oppe - og få de tabte vinger tilbage til Englene.
(Læs uddrag fra de første kapitler længere nede)

Ekstramateriale!!
I slutningen af bogen er der Blå bog med fif og gode råd fra nogle af Danmarks bedste kvindelige fodboldspillere og den næste "Stolpe ind" kommer allerede i maj i år.

                                        

Sådan ser hun ud, Karla, anfører og fortæller i FC Englene.

Jan Solheim har tegnet

Læs med fra begyndelsen her ...

Kapitel 1

Engle uden vinger

BANG!

  Man kan vist godt sige, at det knald, der lød under os lige uden for Ringsted, blev et symptom for hele vores situation den sæson.

   Vi havde lige været ude og få lammetæv af Stjernen FK og var på vej tilbage til København.  Bortset fra den vildt larmende motor var der helt stille i vores gamle Folkevognsbus Preben (opkaldt efter Preben Elkjær), og der stank af nederlag og sure sokker. Bines far havde fået skramlekassen godt op i fart og styrede ned ad den let skrånende rampe til motorvejen, da vi alle pludselig fór sammen.

   BANG! lød det.  Bilen gav sig, hoppede og hældede så faretruende bagud og nedad i højre side. Vi greb alle efter sæderne foran os, da Bines far samtidig far trådte hårdt på bremsen.

   ”Argh mand! Se! Vores hjul?” lød det fra højresiden.

   Ja, der kom vores baghjul trillende. Omspændt af gnister fra undervognsmetal, der møder asfalt med 100 kilometer i timen.

  Bump, bump. Bump, weeeeeeee, bzzzzzzt … og så holdt vi stille i krybesporet.

  Vores hold. Vores katastroferamte hold. 

  Englene uden vinger.

Der skal selvfølgelig mere end et 0-6 nederlag og et afhoppet hjul til at slå FC Englene ud. Og der VAR mere …  

   Vores træner, Maggie, som havde fulgt de fleste af os, siden vi var miniputter og puslinge havde lige fortalt os efter kampen, at hun skulle flytte. 

   Vi havde siddet der på bænkene og rullet sokkerne sammen og ventet på, at hun skulle komme ind og råbe lidt ad os, som hun plejede, når vi havde tabt.

   I stedet havde hun bare stillet sig op og kigget rundt på os. Orv mand, hun er virkelig skuffet, tænkte jeg og krummede mine bare tæer og kiggede flovt ned i gulvet. Men så rømmede hun sig og sagde, at hun vidste godt, det var et dumt tidspunkt. Hun og tørrede en dråbe væk fra øjenkrogen, mens hun fortalte, at hun skulle have barn og flytte til Jylland.

   Tavshed.

   Lang tavshed.

   ”Shit mand!” Lød det så stille og indædt ovre fra vores Celia vores venstre back, som altid taler, før hun tænker. Maggie hørte det heldigvis ikke, men det gjorde Sadia.

   ”Det siger man da ikke til en gravid kvinde,” sagde hun. Og så vendte hun sig mod Maggie.  ”Tillykke Maggie! Det er dejligt for dig.”

   ”Tak, jeg ville bare ønske, jeg kunne tage jer med,” svarede hun.

   ”Du kommer nok til at være træner for FC Bondeknoldene i stedet,” sagde Bine. ”Og de vinder hver gang.”

    ”Nu skal jeg ikke bo ude på en roemark, vel? De jyske byer er store. Jeg skal til Herning. I ved, hvem der holder til der.”

   ”Ulvene,” sagde vores angriber, Frede, som i virkeligheden hedder Frederica ”Og hvad så? ”

   ”Nå, men tillykke Maggie,” sagde jeg højt. Jeg ville gerne bare prøve at standse hysteriet, før det brød ud i lys lue. ”Hvem er vores nye træner så?”

   ”Det bliver afgjort på onsdag,” sagde Maggie. ”Det kommer lidt pludseligt. Min mands job … og den her …” hun pegede på sin mave og lavede et af sine sjove ansigter, så vi ikke kunne lade være med at grine.

   Og så kørte vi ellers derudad i tavshed og så vores hjul overhale os på motorvejen. Det skulle blive en lang tur hjem.

Kapitel 2

Angsten for det åbne mål

Kampen var ellers begyndt kanon. De lagde ud helt vildt offensivt, og vi fik en oplagt kontra.  Miriam gik selv, super godt, og plantede den perfekt for fødderne af Frede. Men Frede tøvede i et sekund og kom til at gå til samme side som målmanden.

    Maggie og jeg råbte ”Kom igen, Frede!” men jeg hørte også noget med ”Shit!” og ”Arj, den var for nem!” bag mig, og kort efter fik Sadia en advarsel for at plante sin hæl i skinnebenet på deres angriber, og kort efter igen fik de straffe, og Frede brændte en til, og så var vi pillet helt ned til knopperne psykisk.

   Jeg tror en stor del af grunden til vores nederlag lå der i starten af kampen med Fredes brændte chance. Ja, altså ikke det at hun brændte i sig selv, vel? Nej, i alt det der skete bagefter.

    William ville have forklaret det med, at Frede var blevet ramt af spydsspidsens angst for det åbne mål. Ligesom hvis man har været forelsket i den samme dreng i hundred år, men ikke har kunnet få ham – og så pludselig vil han gerne, og så vil man ikke komme sammen med ham alligevel … (ja, dét er så altså min personlige forklaring).

    Det kan godt være, at Frede var angst for det åbne mål, men som sagt er jeg er sikker på, at det ikke var det i sig selv, der ødelagde kampen for os. Det er bare typisk os, at vi ikke kan klare at se hende brænde. Vi sætter alt vores håb på hende. Vi mister modet, bliver aggressive og trætte og tror mindre på vores chancer, og så laver vi både kort og straffe – men ingen mål.

   Ja, vi skal helt klart arbejde med vores evne til at komme igen, var en af de sidste ting, jeg tænkte, da Maggie så kom ind i omklædningsrummet.

    Og den tanke skulle vise sig at holde totalt stik…

 Det tog evigheder at komme hjem. Vi måtte med toget fra Ringsted, det var selvfølgelig lige gået, da vi kom stormende ind på stationen.  Her fik vi i en halv time fingeren af en flok miniputtedrenge, der allerede havde hørt om vores ”æg”, før vi en time senere endelig sad i toget med kurs mod København, hvor vi skulle skifte for at komme videre nordpå.  Maggie var taget med os, så det eneste gode, man kan sige om den hjemtur, var, at vi fik snakket lidt og grædt lidt sammen med hende og lovet hende, at vi aldrig nogensinde ville kunne få en bedre træner.

    Om aftenen, da jeg kom hjem og endelig lå i min seng, bad jeg alligevel til Gud om, at det bare var en nogenlunde sød og sjov person, der ville overtage Maggies plads. Og hvad gør Gud så om onsdagen?

   Han sender MAJA!