Død eller levende 3 ude nu!

Så er den tredje bog i Jan Solheims og min egen  serie "Død eller levende" på gaden. Mød Madame, hvis tunge er lige så giftig, som hendes brændejern er rødglødende, læs om Jim og Josh forsøge sig som køkkenhjælpere og banjospillere ved den rullende chuck wagon, og se Josh blive bundet fast til en vandmølle med hovedet nedad ...

Men først skal de to forældreløse dusørjægere igennem en ilddåb i saloonen i Bootville. 

I 1. kapitel, som er bragt nedenunder, kaster drengene sig overmodigt over en forjættende gyldenbrun væske i små fedtede glas ...

Kapitel 1

Whisky

Det var sen aften. For en gangs skyld skulle Jim og Josh ikke diskutere, hvem der skulle være nattehøg, eller hvem der skulle trække hestene til floden efter vand.

                             Men de småskændtes alligevel.

                             Josh stod foran spejlet og barberede sin dunede overlæbe. Han kom til at skære sig, da Jim stillede sig bagved og knappede sin skjorte.

                             ”Av! Kan du ikke lade være med at forstyrre mig? Man skal være koncentreret, når man barberer sig. Det er næsten ligesom at skyde,” sagde han skarpt. ”Det vil du forstå en dag.”

                             En lille dråbe blod piblede ned over hans mund, mens han skældte ud.

                             ”Du må sætte noget over, så man ikke kan se, at du ikke har lært at barbere dig endnu,” sagde Jim. ”Ellers får du i hvert fald ikke lov til at købe whisky til os i baren.”

                             ”Til MIG, Jim. Til mig, du er for lille, det har jeg jo sagt,” svarede Josh og rettede sig op, så man kunne se, at han var en lille smule højere end sin fætter.

                             Drengene forlod deres hotelværelse og trådte ned til saloonen igennem en tyk tåge af røg.

En pianist spillede munter musik i hjørnet. Et kortspil var i gang, og ved baren sad et par cowboys med en dame på hvert knæ og fyldte sig med små glas af den stærke, brunlige væske, som Josh havde plapret om hele dagen, siden de havde fået deres penge for ”Gribben”, at han også ville prøve.                           

                             ”Her er en god stemning, hva’ Jim,” sagde Josh og gik hen og stillede sig afventende mellem de to mænd whiskyen i baren.

                             Bartenderen var rundt at tørre borde af, og cowboyerne  selv var travlt optaget med at kilde de fine damer i ribbenene og under hagen, så ingen bemærkede, at Josh lige tog en lille bitte tår af begges glas.

                             Han rystede hovedet og lukkede munden og så ud, som han pustede ild ud. Så sagde han et stille ”ah” og kiggede pavestolt på sin fætter. 

”Vandet står i øjnene på dig, og dine kinder er mørkerøde,” sagde Jim. ”Jeg tror altså ikke, du kan klare mere.”

”Årh, hvad, det kan jeg da,” sagde Josh og vendte sig rundt mod de to halvfyldte glas på baren.

Denne gang kom han til at tømme dem begge.

Han spruttede og prustede så voldsomt og hikkede bagefter så højt, at de to cowboys pludselig vendte deres opmærksomhed mod ham.

”Hva’ fan?” sagde den ene. Han smed damerne ned fra sine lår og løftede Josh op i skjortekraven. ”Står du og drikker af min whisky?”

”Hik” lød det fra Josh.

Og så råbte den anden: ”Nå, så drengen vil ha’ whisky, hva’? Jamen, det skal han da få. Og hans lillebror med.”

”Jeg er altså ikke hans lillebror,” protesterede Jim, mens cowboyen bestilte to dobbelte whiskys hos bartenderen.

Bartenderen stillede to fedtede glas på bordet.

”Så værsgo da,” sagde han og rystede på hovedet.

”Vis os så, at I er mænd,” sagde manden, der havde bestilt. ”Rigtige mænd drikker ud.”

”Altså, jeg drak ikke noget. Jeg er bare med …” protesterede Jim.

Cowboyerne så en lille smule truende på drengene, som nu løftede deres glas langsomt og modvilligt.

”Og man drikker det hele på én gang,” sagde bartenderen og klukkede stille.

Jim og Josh kunne høre Jenny protestere i baggrunden. ”Glem nu ikke, de kun er et par smådrenge,” sagde hun. Og det fik mærkelig vis dem begge meget resolut til at sætte glassene til munden.

”Bravo! Nå, lidt mænd er der alligevel i jer,” hørte Jim cowboyerne råbe gennem den summende lyd, som whiskyen lavede i ørerne. Tårerne sprøjtede ud ad øjnene på ham, og hans svælg og mave opførte sig, som om han skulle til at kaste op. Det var som ild. En ild, der spredte sig ned langsomt igennem spiserøret.

”Damn, Josh!” fik han prustet. Men Josh hørte ham ikke, kunne han se. Josh slingrede rundt om sig selv med et fjoget grin og så ud, som om han ikke kunne finde ud af, hvor han var.

”Har har, hvor er det sjovt,” råbte den ene cowboy. ”De skal sgu ha en mere. Hva’?”

”Nej, tak,” sagde Jim. ”Vi er på vej op.”

”Dine bror ser ikke ud, som om han er på vej op,” sagde bartenderen og nikkede i retning af Josh, der nu stod og vrikkede med rumpen og slog med foden i gulvet ved siden af pianisten. ”Hans fest er lige begyndt.”

”Hvor ofte skal jeg sige det. Han er IKKE min bror,” sagde Jim og støttede sig til baren og kiggede desperat på de to glas, der nu stod på disken. ”Og jeg skal ikke ha’ mere whisky.”

Den ene cowboy blev mørk i blikket og lagde hånden på sin revolver.

”Drik!” sagde han. ”Det begynder sgu at blive underholdende, det her. Og så kan I lære det. Man tager ikke andres whisky. Drik!”

Efter en dobbelt whisky mere forsvandt knæene under Jim og han lænede sig mod baren og lod sig glide ned på gulvet, hvor han satte sig med strakte ben. Alting blev sløret og dobbelt, og han vidste ikke, hvor Josh var længere.

Jim var blevet fuld.

Meget fuld.

Igennem tågen hørte han Josh prale med sit overskæg til Jenny. Og med at de snart var på vej ud for at finde manden, der havde sat en uofficiel dusør på deres hoved.

”Åh, nej, Josh, sig det ikke til nogen,” mumlede Jim. ”Det er ikke så godt at sige det til … alle … mulige.”

Og så sov han. Med munden åben og lidt spyt dryppende ud af mundvigene.