Fanny flytter #3 skolefesten udkommer i dag. Læs uddrag her :-)

Som en taske, en eller anden har glemt

#Chokoladeinumsen #stjerneskud

Siri kommer hen og samler mig op i gården, som om jeg er en taske, som en eller anden har glemt.
   ”Kom!” siger hun og tager mig under armen for tiende gang den aften. ”Du skal nok få ordnet det med Bob, det er jeg sikker på.”
   ”Tror du?” spørger jeg og bukker hovedet, så jeg ikke får øjenkontakt med alle dem udenfor skolen. Jeg forventer på en eller anden måde både Paparazzier og politi og hujende publikumsskarer.
   ”Hej, piger, jeg holder her,” råber Hans og vinker med begge arme. Han har sin blomstrede bedstemorsjakke på i dag, og han har ikke fået redt sit krøllede hår, inden han kørte. Han har espadrillos på.
   Siri vinker tilbage. Jeg lader som ingenting. Jeg prøver igen at undgå øjnene rundt omkring, og hører nogen hviske. Nogen fra Bobs klasse, tror jeg. ”Det er hende, der kyssede med Bob … tiske, hviske, tiske …” lyder det i krogen. ”Det er nok hendes far, tiske, tiske …”
     Tvillingerne kommer løbende og bliver også proppet ind til hundetæppe, babystol, sodavandsflasker, gummistøvler, lommelygte, og hvad der ellers ligger på bagsædet og under handskerummet. Vi kører hjem i tavshed. Eller rettere, jeg kører hjem i tavshed. De andre snakker.
  ”Nååå, var det en god fest?” spørger Hans og skruer på bilradioen, der nøjes med at skratte lidt
   ”Det var rigtig sjov,” siger Laurits og Konrad og Siri i munden på hinanden. De vender alle hovederne og kigger på mig.
   Jeg nikker og læner mig tilbage. Hvad bliver det næste? At Hans spørger, om nogen af os har fået danset kæledans og kysset en på dansegulvet. Det snakker han altid om, når han fortæller om sine gamle skolefester.
   ”Nå, men det var godt,” siger Hans. ”Var der så nogen af jer, der fik danset kæledans og kissemisset på dansegulvet?” 
   Han smiler i bakspejlet og griner ad sig selv og dét, han tror er morsomt.
   Åh, hvor er han pinlig. Jeg krummer mine tæer i støvlerne. Det gør han bare ikke, det her. Jeg tør ikke kigge på Siri.
   ”Haha, øh … ikke nogen, vi kender,” siger Konrad og stikker albuen ind i siden på mig. 
   Jeg træder ham som tak hårdt over foden.
   ”Av!” siger han højt.  
   ”Det er godt nok en hyggelig bil,” siger Siri.
   ”Ja, det er min gode gamle citroën,” svarer Hans. ”Man sidder godt og blødt, ikke? I skal bare passe på, I ikke får chokolade i numsen.
   ”Arghhh!!”
   ”Er der chokolade på bagsædet?” spørger Siri og fniser.
   ”Ja, chokolade, chips, hele moletjavsen. Bare spørg bare tvillingerne,” siger Hans og svinger rundt om hjørnet på vores vej.
   ”Det gør den da bare endnu mere hyggelig,” siger Siri selvfølgelig. ”Vores bil er alt for ren og dufter af grantræ med citroner.”
   Gad vide, om hun egentlig mener alt det, eller om hun endnu engang bare prøver at snige sig ind hos Laurits?
   ”Det synes jeg også. Den er rigtig hyggelig” siger han tilfreds og trommer på sine lår.
   Åh, endelig hjemme.
   ”Vil du med og lufte Hunni?” jeg tager snoren ned fra knagen i køkkenet.
   Hun ligger på måtten i bryggerset og skraber utålmodigt. ”Hvor har du været?” spørger han og skraber videre. Der er snart et stort slidhul der. Som om han gemt et ben nedenunder, eller et eller andet hemmeligt.
   Vi slentrer ned ad vejen forbi mekanikeren og den gamle dame. På hjørnet standser vi, så Hunni kan få lavet både nummer et og nummer to. Vi er helt stille og lægger begge hovederne tilbage og kigger op i himlen.
   ”Se. Det er, som om det er en mark med millioner af blomster på,” siger Siri og sukker.
    I det samme flyver et stjerneskud af sted over vores hoveder.
   Jeg lukker øjnene, holder vejret og knytter mine hænder, mens jeg ønsker.
   Vi kigger på hinanden og smiler.

”Fik du ønsket?” siger hun.
 Jeg nikker.
Vi må ikke sige noget om det, og det gør vi heller ikke.