fredag den 4. marts 2011

Ja, det er så her, jeg kommer fra ...


Sonja fra Saxogade sammen med fru Anker spillet af min smukke tante Gunvor Harild
                                            
Pludselig i dag, mens jeg sad og skrev på min ungdomsroman, hoppede den stemningsfulde musik fra Sonja på Bornholm op af min erindring. Jeg googlede, og hvad genfandt jeg på DR Bonanza?
Min sommer 1969!
Filmen blev indspillet i Gudhjem - tæt på mit fødehjem - jeg var jævnaldrende med Sonja og fik lov til at lege med hende i hendes pauser, mens min mor lavede reportager til Bornholmeren og spillede en sød lille statistrolle i kort dialog med Jytte Abildstrøm.
Hvis I har tid,  så dyrk denne episode bare for at lytte til signaturmusikken, for at høre det det gode gamle bornholmske og se klipperne, som Kirsten Sonne Harild er rundet af, for at se Jytte Abildstrøms komiske talent udfolde sig i lysegul frottebikini - eller min smukke tante Gunvor i rollen som fru Anker, der tager Sonja ind som feriebarn.  Søren Hauch Fausbøll som barn ... lokale fiskere og kunstmalere ... Og, nå ja, min mor som ung turiststatist med solbriller og kaffekop - og en enkelt replik (på 10:18)

(følg linket og klik ned på episode 3:4) 

5 kommentarer:

Lars Horneman sagde ...

Jeg genså faktisk serien for et års tid siden og især Bornholm afsnittet er meget charmerende. Hvor er det skægt at det er din tanke som medvirker - så du så optagelserne? Og hang ud med Freddy og Jesper Klein?

Kirsten Sonne Harild sagde ...

Ja, jeg så mange af optagelserne, især dem på campingpladsen, fordi min mor rendte rundt og lavede reportager - og var statist. Jeg så ikke rigtig Jesper Klein, men meget til Freddy med kasket, og til Jytte med bikini. Da jeg legede med Sonja i klipperne, kom jeg til at lokke hende med ud i noget dybt mudder, så hendes sko og sokker blev sorte. Det blev ikke så godt modtaget i rekvisitten :o)

Lars Horneman sagde ...

Haha - det er da nogle sjove erindringer!

Kirsten Sonne Harild sagde ...

Ja. Jeg fik en Freddy Fræk fløjlskasket kort efter. Og en mundharpe. Han var jo den første "rock star", som jeg mødte in real life med min mor.

Staudefeen sagde ...

Hvor er det sjovt at læse! Jeg var sidste år for første gang på Bornholm, og det skyldtes, at jeg begyndte at se - eller gense - Sonja på Bornholm og fik derved en forfærdelig lyst til at komme til Bornholm. Vi blev så vilde med øen, at vi tager på ferie dertil igen i år :-) Jeg "jagtede" Sonjas hus, og den sidste dag fandt jeg det endelig - ha, ha. Det har ikke forandret sig overhovedet, ser det ud til.

Jeg har set Sonja på Bornholm et utal af gange siden, da den ofte kører her på min computer, når jeg arbejder ;-)

Lever din tante stadig?

Mange hilsner

Marlene