Jeg fik sidste år den sjove opgave at skrive mine første juleerindringer til Klippeøen - et lille tidskrift for eksilbornholmere. Det er ikke særlig forfattervirksomhedsagtigt, men enkelte vil måske synes, det er sjov at læse, hvordan en gammeldags bornholmsk jul fejres (hej mor!).
Hermed på blokken i anledning af, at dagen i dag er dagen, hvor min egen honning-syp skal tilberedes.
 |
Sådan cirka samme tid, samme sted
|
BORNHOLM BANKER PŨJeg har en hjemmesyet og temmelig ofte afprøvet teori om, at de bånd, man knytter tidligt i sit liv, vil blive ved med at vende tilbage til en. De kan slumre i mange, mange år, for så pludseligt, mens man allermindst venter det, at vågne igen og banke på i ens bevidsthed.
Forleden skete det så for mig igen. Jeg fik nemlig pludselig en mail fra en kusine. En jeg ikke har set … hm, hvordan var det nu?
Min første tanke var: hvorfor har vi ikke holdt kontakt? Vi var jo nærmest tvillinger, hun og jeg, begge født på Gudhjem-kanten med mindre end 24 timers mellemrum i slutningen af januar 1962. Helt bogstaveligt under den samme snestorm.
Min næste tanke var, at det må være 20 år siden, jeg sidst så hende. Jeg regnede lidt på det, jo, 20 år var det. Det var hedebølge, og der var familiesommerfest på Slettegård i Østerlars. Men dette møde tæller måske ikke engang, for her var så mange mennesker, som vi skulle nå at sige goddag til, og i osen fra pattegrisen, der drejede på sit spyd, fik hun og jeg kun vekslet ganske få ord. Sådan noget i stil med: ”Nej, har du allerede 2 børn?” og ”Ja, jeg selv er gravid i fjerde måned.”
Så nej, de 20 år gælder ikke. Jeg må endnu længere tilbage. Jeg må tilbage til barndommens Bornholm. Der er kun én vej nu, og den går baglæns … baglæns ind i erindringen i et frit nostalgisk fald. På jagt efter min kusine Birgitte fra Slettegård.
Jeg lander på bagsædet af familiens lysegule Folkevogn. Det er 1. Juledag, 1965. Min far Poul-Erik, min mor Bodil og søster Mette-Marie og jeg kører dér i det første vintermorgenlys, fra Kildebakkestræde i Nexø, over Ibsker og Østermarie, til den gamle skole ved landevejen mellem Østerlars og Gudhjem, hvortil mine bedsteforældre, Petra og Poul Harild, var flyttet, efter at min onkel Knud havde overtaget Gadegård.
Vi har stort set landevejen for os selv, så tidlig julemorgen er det. For hvordan skal familien Harild kunne holde ud at gå ét minut længere end til kl. 9 præcis, når bedstemors og bedstefars ristepølse og honningsyp venter?
Min far kan i hvert fald ikke. Han har cirklet rastløs rundt i køkkenet og stuen og knipset og fløjtet siden klokken seks. Se, det er lyden af ægte julehumør og stor forventning. Og jeg er sikker på, at hans brødre, Svend, Knud og Jens har det ligesådan.
Jeg skylder nok her at forklare, at min bedstemors ristepølse var legendarisk. Og min bedstemor, som virkelig forstod at håndtere en velbevaret julehemmelighed, passede så godt på sin opskrift, at hun - da de var holdt op med at slagte selv - handlede ind til pølsen hos flere forskellige slagtere. INGEN, hverken slagtermestre eller nysgerrige medkunder i butikkerne skulle vide præcis hvad og hvor meget, hun puttede i sin ristepølse.
Det var skam ikke bare almindelig tomt koketteri. Den ristepølse smagte, så juleklokkerne ringede, og så alle vi børnebørn, allerede fra 3-års-alderen, opførte os mindst lige så pjattet og mindst lige så kådt og forventningsfuldt, som vores fædre, hver gang julemorgen nærmede sig.
Nå, nå, men det er jo bare en harmløs røget pølse, tænker I nok. Og det kan en 3-årig vel nok klare. Ja, det er sandt, men DENNE pølse skulle jo smages i sine rette omgivelser: med sky og sigtebrød med andefedt til ja, og hold nu fast, bedstefars honningsyp! Det røgede smager jo bedst med det søde.
Tilbage til julemorgen. Vi har sat os ved det store bord i den gamle skolestue. Nede for enden står det store juletræ på bedstemors fine broderede tæppe, og kravlenisser kigger frem bag platterne på væggen. Fadene går rundt. Her dufter vidunderligt af den røgede pølse, sigtebrødet smøres, skyen dirrer, tænderne løber i vand, og honningsyp’en klukker.
Det er her ved julemorgenbordet hos vores bedsteforældre, jeg genfinder mit bånd til Birgitte. Vi er ganske små, men nøjagtig lige store. Hun sidder her ved siden af mig. Vi har smagt vores første ristepølse, og drukket vores første lille tår honningsyp sammen, og vi er røde i kinderne og så mætte af smag, at vi næppe når at få mere end et kvart stykke rugbrød med hjemmelavet sildesalat ovenpå. Sildene - de saltstegte og alle de andre - og leverpostejen og osten (også med honningsyp) må de voksne klare. Vi kan lege imens.
Når de voksne er færdige med at spise, tænder bedstefar juletræet, og så danser Birgitte og jeg vores første ”Så går vi rundt om en enebærbusk” sammen og bemærker begge for første gang, at drilleonklerne alle som en ikke kan lade være med at synge et ekstra ”busk,” hver gang vi når til omkvædet.
Ja, nu kan jeg virkelig høre dem synge. Min store bornholmske familie fra Østerlars og Gudhjem: Mine bedsteforældre, Mis og William, onklerne, tanterne, fætrene, kusinerne. Jeg har Birgitte i den ene hånd og en stjernekaster i den anden.
Og nu banker Bornholm faktisk på døren … i virkeligheden. Det er Birgitte, der kommer på besøg. Vi har meget, vi skal indhente. Og selv om der i skrivende stund er længe til jul, er det vel ikke en dag for tidligt, at jeg byder på en hjemmelavet honningsyp til frokosten. Ristepølsen, som bedstemor heldigvis videregav opskriften på, er knap nok røget endnu … og i øvrigt strengt forbudt på bordet inden 1.juledag. Men der skal jo også for 43. gang siden 1965 være noget at glæde sig til.
