"Fanny flytter" Ny serie



Jeg udgiver i midten af februar det første bind i en ny lille serie - "Fanny flytter" - på Gyldendal.

 

12-årige Fanny har i mange år levet en tryg og hyggelig tilværelse alene sammen med sin mor i en villa på Fredriksberg. Og så pludselig en tåget dag i påsken står hun på det østligste Bornholm - "Solskinsøen" (?) ved et faldefærdigt parcelhus mellem en pløjemark og en koteletgrund sammen med sin nye papfar og hans to 11-årige tvillingesønner.

   Er Fanny blevet spurgt? Nej!

   Og er hun begejstret?  Nej!

   For hendes mor er blevet forelsket og venter barn med sin nye kæreste. 

   Men det bliver heller ikke den rosenrøde "familiesammenføring", som hendes mor har drømt om. Udsigten i udestuen mangler, fordi ruderne er punkterede og flyttekasserne tårner sig op. Der er mere kattelort end sand i sandkassen. Naboen bruger flittigt sit overvågningstårn og har en hane, der galer hele natten ... Og de to papbrødre, som Fanny synes minder mest om et tohovedet monster med hårvoks i røven, har hemmelige dyr på værelset ...

   Fanny fortæller selv, historien rummer både barokke alvorlige situationer, og heldigvis er øens eneste punker Bob også i nærheden til at vise Fanny nye veje på den afsides ø ...

   Glæder mig virkelig til at sende hende ud i verden ... 

   Jan Solheim har tegnet og designet det fine omslag.

  

Omslagillustration- og design af Jan Solheim

Dejligt nyt om Pjok og Petrine :-)

Nu hvor Pjok og Petrine 15 "Ponyhviskerne" er udkommet og bind 16 "Klar, parat, kør" er sendt til tegneren Inger Tobiasen, falder jeg lige over en fantastisk dejlig anmeldelse i Æseløre.dk. Og dét fra en læser, der er allergisk over for heste :-) Læs















"Petrine og Amanda er lige kommet hjem fra Island. Her har de oplevet en hel masse. Blandt andet har de redet på dybt vand. Det vil Rikke også gerne prøve. Så pigerne pakker taskerne, får smuglet badetøjet med og rider på langtur til en sø med en lille ø. Her kan de sagtens komme ud. Men kan de også komme hjem?
Det er Kirsten Sonne Harilds 14. bog i serien Pjok og Petrine. Der udkommer kun så mange bøger i en serie, hvis der er nogen, der læser dem og forlanger mere. Og det gør Pjok og Petrine-fans. Jeg er en af dem.
Jeg er ikke nogen hestepige - faktisk er jeg allergisk over for heste. Alligevel synes jeg, det er brandhyggeligt at læse om Pjok og alle de andre heste. Jeg er dybt fascineret af det univers Kirsten Sonne Harild har skabt. Pigernes venskaber både med hinanden og hestene gennemsyrer bøgerne og også denne.
Det er skøn læsning - også for ikke-hestepiger.
Læs også forrige bog i serien: Den islandske hest. 
Kirsten Sonne Harild har også skrevet andre gode serier. Læs for eksempel FC Englene.
Pjok og Petrine, 14. Den skøre badedag, skrevet af Kirsten Sonne Harild. Illustreret af Inger Tobiasen. Gyldendal, 2013. 109 sider

Filed under Del af serie fra 6 år dansk Mest for piger heste veninder "

Dans de luxe - letlæsning med gods i

 

 

Jeg har i 2013 skrevet disse fire bøger om et showhold (bestående af fire  meget forskellige piger) på en lille, gammeldags og anderledes danseskole - Søstrene Rudophs danseskole - der kæmper en evig kamp mod de store, moderne institutter. 

   De er en del af Gyldendal Uddannelses store Dingo system, der handler om at skrive gode historier med sværhedsgrader indrettet både efter alder og læsefærdigheder. I dette tilfælde er alderen 9-13. Og indholdet rummer både alvor og barokke situationer - og fokus på pigernes oplevelser og problemer i hverdagen.

   Letlæsningsbøger med gods i er en af mine store kæpheste, og det har samtidig været sjovt at bruge mine egne mangeårige iagttagelser fra parketgulvene, hvor både jeg selv (siden jeg var tre)  og mine tre piger har danset alt fra polka til cha cha cha og quick step til hip hop og klassisk ballet.

   Serien er fint og levende illustreret af Jan Solheim og har fået supergode lektørudtalelser. 

 

 

 

 



Du er ikke alene

Et af de projekter, som har optaget mig virkelig meget i 2013 har været novellesamlingen "Du er ikke alene", som jeg har skrevet til Børn Unge og Sorgs kampagne "Giv Håb" sammen med Kenneth Bøgh Andersen , Merlin Mann og Ida-Marie Rendtorff.

Bogen udkom i oktober 2013 og blev ledsaget af en landsdækkende novellekonkurrence for børn og unge. Vi var selv som forfattere med til at skyde det hele  i gang på Gentofte Bibliotek, og vi fortsætter nu turen rundt til Århus, Aalborg og Odense her i de tre første måneder af året.

Meningen er selvfølgelig at skabe opmærksomhed omkring det faktum, at mange tusinde børn hvert år mister enten en forælder eller en søskende. De har brug for at blive lyttet til, har brug for at tale om deres sorg, har brug for, at vi tør fokusere på det, leve os ind i deres situation  - og på den måde hjælper dem med at få  håbet tilbage. Min egen novelle handler om en pige, der mister sin lillesøster, og som forsøger at skabe en vej igennem sorgen ved at mindes gode øjeblikke - fra da søsteren var rask.
Jan Solheim har illustreret min novelle med ømme, sørgmuntre tegninger og står også for den smukke forside.

 

Søren Gyldendals Hæderspris 2013

 

 

 

 

 

 

Der skete det fantastiske lige op til jul, at jeg modtog Søren Gyldendals Hæderspris 2013.

Begrundelsen lyder således: "Kirsten Sonne Harild modtager prisen for sin store produktion af gode børnebøger, der er helt i øjenhøjde med sine læsere. Og for sit store engagement i det at læse og skrive fiktion - som en ressource for alle børn - og ikke mindst for børn i særligt udsatte situationer."

 

Jeg er en meget stolt og taknemlig børnebogsforfatter :-)

 

KRIMI

 

Så er  KRIMI, mit hæfte i genreserien Dansk i dybden 7-9 klasse, kommet.
Overskuelig indføring i krimigenren: historie, virkemidler, genretræk,  gode øvelser til selv at skrive i den populære genre og gode råd til analyse og hjælp til mundtlig eksamen.

Læs mere om hæftet her:

http://gyldendal-uddannelse.dk/grundskolen/dansk/isbn13-9788702107128/dansk-i-dybden-krimi

Synnes hævn 1 udkommer den 2. oktober på forlaget Carlsen

Onsdag den 2. oktober udkommer den første roman i min nye trilogi "Synnes hævn".
Den bygger på en ide, jeg fik tilbage i 2005, og som jeg skrev lidt løst på og derefter lod ligge og ulme i skuffen, fordi jeg dengang blev hvirvlet ind i Pony & Co. - mit  første store, krævende serieprojekt.



Forsideillustration af Jan Solheim
 

Lidt om handlingen: Synne fra Ro elsker ild - og hader sin stedbror - og da hendes far en aften omkommer i en påsat brand kommer begge ting til at give hende alvorlige problemer. Hele byen med stedbroren i spidsen anklager Synne for at stå bag mordbranden. Hun må flygte fra Ro for ikke selv at blive brændt. Men hun ved også, at hun en dag vil vende tilbage for at hævn ...

En 13-årig piges udviklingshistorie, let fantasy/realisme, skæbnefortælling?  Jeg ved ikke helt, hvad der kendetegner bogen bedst. Den skulle gerne rumme det hele. Sikkert er det, at det har grebet mig meget at vende tilbage til min første genre - og at 2'eren allerede er afleveret til redaktøren på forlaget Carlsen :-) Og jeg  er virkelig, virkelig  glad for Jan Solheims meget stærke og fængende forside.

Læs prologen her:

Endelig, endelig, endelig har jeg fri. Jeg vinker triumferende til min stedbror, som brokker sig fra opvasken og sender mig et koldt blik igennem vinduet.
”Jeg har stadig arbejdet mere end dig,” hvæser jeg for mig selv. Jeg løsner hårbåndet og forklædet og ryster hans øjne af mig. Så løfter jeg op i skørtet og holder mig for næsen, mens jeg hopper igennem sølet foran kroen på bare fødder. Der er pytter af spyt og søer af pis overalt, og nu er mange af de tilrejsende bønder også begyndt at brække sig i stræderne rundt omkring kroen på Kildebakken.
   I flere uger har vi har slagtet kalve, får og gæs, snittet, skrællet, kogt, røget og syltet. Lavet oste og pølser, bagt brød og kager. Gæsterne har væltet sig i vores gode mad og drikke, og som sædvanlig her hen under aften, hvor det store augustmarked er på sit højeste, kan de ikke holde det i sig længere. For de har selvfølgelig også tyllet alt for meget af fars gode øl og pærebrændevin. 
    Sikke et spild.
    De er også begyndt at slås. Det er heller ikke noget nyt. Næseblodet flyder, læber flækker, tænder og kæber knaser. Jeg kan stadig høre deres kvinder hvine bag mig i en blanding af fryd og frygt, da jeg får kæmpet mig ud fra torvet ved foden af Kildebakken og når frem til den store kastanje i udkanten af Ro. 
   Endelig, endelig, endelig har jeg fri. Jeg slipper både næse og kjole, sætter farten op og styrer mod åsen. Kan lige nå det.

 I horisonten mod vest bag den lysende strand og det blåsorte hav hager en flammende stribe sol sig endnu fast. Jeg falder på knæ i græsset, trækker vejret dybt og kigger direkte på solen, som jeg plejer, helt uden at blinke, for at være sikker på, at jeg får alt med. Jeg ved ikke helt hvorfor, men alting i mig falder til ro, når jeg sætter mig lidt i solen hen under aften eller tidligt om morgenen. Og det er bare ikke en god dag, hvis jeg ikke har været her og suget det første eller det sidste lys til mig.  Min mor sagde altid, at mit navn betyder sol, og at mit behov for lys er så stort, fordi jeg blev født ved middag til sommersolhverv. Hun sagde også altid i samme sætning, at jeg ikke må lege med ild. Som om hun mente, at det hang sammen.  Min far siger stadig, at det ikke er noget, jeg skal snakke for meget om. ”Folk her i Ro bliver så nemt så … overtroiske,” brummer han.  

Da solen er helt nede, lægger jeg mig og hiver små græstotter op med fingrene. Jeg har lyst til at sove lidt, det gør jeg ofte her, når det har været en hård dag. Men der er noget, der gør mig urolig i aften.  Luften føles anderledes. Nu opfanger jeg en sødlig røglugt, som af nyhøstet hø, der brænder. Jeg vender mig og kigger ind mod Ro. Og så er der pludselig det der mærkelige orange skær over byen bag mig. Som om solen efter to minutter under horisonten har skyndt sig over for at stå op i øst. 
   Fra det højeste tag i byen står enorme flammer op mod aftenhimlen.  Mit hjerte hopper op i halsen. Jeg rejser mig. Det højeste tag i byen ligger jo lige ved siden af kroen. 
   Det er taget på fars stald og lade!

Jeg løber. Der er ikke meget vind, så røgen ligger som en tæt sky lavt over byen. De første mennesker og grise og hunde kommer hylende, da jeg når udkanten af byen ved kastanjetræet. Jeg standser. Griber til højre og venstre. Men alle vrister sig fri og løber videre. De slingrer og er forvirrede. 
 ”Hvad sker der?” råber jeg, da jeg endelig får fat i skulderen på en af sildekonerne.
  Hun ser angst igennem mig, da hun siger: ”Kroens lade brænder. De si’r, krofatter selv er derinde.”
  Så skynder hun sig videre.
 ”Hvad?” skriger jeg. ”Min far?”
  Jeg løber mod strømmen sammen med de få af byens mænd, der stadig er ædru nok til at bære spande og finde vej. Mine skuldre slår imod puffende maver og baskende arme. Mine fødder bliver trampet på af træsko og grisetæer.
  ”Flyt jer!” skriger jeg. Men ingen hører mig i den vanvittige larm.
   De har spærret vejen det sidste stykke hen til laden.

 Ved afspærringen står min stedbror. Der er ingen frygt eller sorg i hans øjne, og et øjeblik tænker jeg med lettelse, at det er, fordi han ved, at min far er i sikkerhed.

   Men så kigger han koldt på mig. Løfter armen og peger.
 ”Dig! Du har leget med ild igen … din lille heks!”